RISIKO FOR SKIMMEL

Senest opdateret 2025-07-14

Skimmel kan vokse på overfladen af stort set alle materialer, der bliver opfugtet over en periode i lune omgivelser og overflader som udtørres for langsomt – både i byggeperioden og efter ibrugtagning

Når det er sværere at forebygge skimmelvækst end traditionelle svampeangreb, er det fordi skimmelsvampe kan trives på næsten alle former for overflader og kræver mindre fugt og kortere tid for at udvikle sig – se Årsager til skimmel i byggeperioden.

Derfor er det væsentligt at nedbringe skimmelrisikoen i byggeperioden og skimmelsikre bygninger efter at de er taget i brug:

1. Skimmel i byggeperioden
Byggefugt er den primære årsag til skimmelvækst i bygninger under opførelse, læs mere her

2. Skimmelrisiko ved renovering
Risikoen for skimmelvækst i en renoveringsperiode er på mange måder forskellig fra risikoen i nybyggeri, læs mere her

3. Fugtstyring og fugtkontrol
Risikoen for skimmel i byggeperioden kan minimeres ved en bevidst fugtstyring og affugtning, læs mere her

4. Skimmel i indeklimaet
Efter ibrugtagning af bygninger kan der forsat være risko for skimmelvækst, hvis byggefugt ikke er helt fjernet, læs mere her



Årsager til skimmel i byggeri


Fugtniveauet er ofte højt i bygninger i byggeperioden på grund af byggefugt fra udstøbninger og murede konstruktioner samt fra vejrligspåvirkninger 

  • Da mange konstruktioner er åbne og uisolerede, kan der være midlertidige kuldebroer, hvor der kan opstå kondens med skimmelrisiko, hvis der ikke er tilstrækkelig ventilation (gennemblæsning) i bygningen.
  • Der kan være særlig risiko i ferie- og helligdagsperioder, hvor bygningen står lukket, med høj fugtighed i indeklimaet kombineret med høj rumvarme, f.eks. fra varmeanlæg og/eller solopvarmning. 
  • Det øger risikoen for skimmel i limede samlinger i letbetonvægge, i åbne tagrum, ved kuldebroer i facader og på pladebeklædning på vægge og lofter – især i lukkede bygninger uden ventilation.
  • SKIMMEL OG INDEKLIMA
    Hvor meget skimmel, der skal være til stede i en bygning, før der er risiko for indeklimagener, er der ikke en præcis viden om
  • Det vurderes, at så længe arealet af skimmel højst er på et par håndflader eller ca. 0,25 m², har det ingen indflydelse på indeklimaet. For at være på den sikre side bør skimmelvækst undgås – så vidt det er muligt.


1. Skimmel i byggeperioden


Skimmelvækst i bygninger kan opstå som følge af byggefugt, kondensdannelser på kolde overflader, manglende ventilation og udtørring af konstruktioner

Alle byggematerialer kan blive angrebet af skimmel. Træ og tilsvarende organiske materialer er ikke væsentlig mere udsatte end andre materialer, når det gælder skimmelvækst.


Skimmelrisiko i tagrum

I åbne, ventilerede tagrum er der normalt ikke risiko for skimmel, fordi træfugtigheden erfaringsmæssigt ligger mellem 12-16% det meste af året

Sålænge træfugtigheden i overfladen af tagværket, f.eks. spær og lægter, holdes under 18 %, vil der ikke være risiko for skimmelvækst.

I vintermånederne kan træfugten nærme sig 20%, men på grund at den tørre vinterluft kombineret med lave temperaturer er risikoen for skimmelvækst minimal.

Det afgørende er, at tagrum er godt ventilerede, og at fugtig luft fra underliggende rum ikke kan trænge op i tagrum.

Undertage af banevarer
Kan varm og fugtig rumluft trænge op i tagrum f.eks. igennem utætte dampspærrer i loftkonstruktionen eller gennem revner i pudsede lofter, vil rumluften kondensere på kolde overflader i tagrum, primært på indersiden af tætte undertage af banevare/folie og forårsage skimmelvækst. 

Er undertagskonstruktionen ventileret fra tag til kip, er risikoen for skimmel væsentlig reduceret.

Undertage af træfiberplader
Skimmel ses sjældent på undertage af træfiberplader, fordi de både er diffussionsåbne og ventilerede i samlingerne.

Undertage af træpladematerialer oh tagbrædder
På underlag af krydsfiner eller OSB-plader for tagpap, er det ikke ualmindeligt at se skimmelangreb på undersiden af nordvendte tagflader – især hvis tagrummet er dårligt ventileret. De sydvendte solopvarmede tagflade oftest er helt rene.

Skimmelangrebene på de nordvente tagflader skyldes oftest, at tagfladen bliver underafkølet, især på kolde vinternætter. Varm luft i tagrummet fra solopvarmning i dagtimerne afkøles og kondenserer på tagfladens inderside og opfugtet den. Fugten fjernes ikke så hurtigt som på sydvendte tagflader, der jævnligt opvarmes af solen.

Skimmeldannelserne er ofte mere udpræget på krydsfiner- og OSB-plader end på tagbrædder, fordi der er mere fugtkapacitet i brædder end i træplader.

Generelt er krydsfiner og tagbrædder af gran mindre fugtfølsomme end andre nåletræarter og dermed mindre skimmeludsatte. 

Skimmelrisikoen ved brug af krydsfiner til tagpapunderlag kan reduceres betydeligt ved at anvende anti-skimmelbehandlede plader i byggeperioden, og ved etablering af de forskriftmæssige ventilationsåbninger i taget.


Tjekliste for forebyggelse af skimmel

Ved projektering og udførelse af byggearbejder kan de typiske skader forårsaget af skimmelvækst forebygges, hvis der tages højde for det i planlægningen:

  • Afsæt tilstrækkelig tid til udtørring af tunge murværk- og betonkonstruktioner
  • Montering af nye materialelag bør tidligst ske, når de bagvedliggende konstruktioner er tørre – for at hindre skjult skimmelvækst
  • En tæt dampspærre bør monteres på loftet mod tagrummet, umiddelbart efter at undertaget er monteret, og før tagrummet lukkes, for at undgå skimmel på undersiden af undertaget
  • Dampspærre skal også være monteret før der isoleres i tagrum, og der sættes varme på bygningen
  • Trægulve, fodpaneler og skabe bør først monteres, når undergulve af beton er tilstrækkelig tørre
  • Fugtforholdene i byggeperioden bør dokumenteres (KS-rapport) ved løbende måling af luftfugtighed og af fugt i konstruktioner og materialer.

På byggepladsen kan en række forholdsregler begrænse risikoen for skimmelvækst:

  • Materialer, der indbygges, skal være tilstrækkelig tørre og uden skimmel
  • Træbaserede materialer og gipsplader skal opbevares tørt, f.eks. i bygningen, hvis den er tilstrækkelig tør, i egnet container eller leveres umiddelbart før anvendelse
  • Oplagring af træbaserede materialer og gipsplader under pressening bør kun ske undtagelsesvis og kun i få dage, fordi fugt fra terræn, kondens og nedbør kan medføre skimmelvækst efter blot 1-2 uger afhængig af temperaturen
  • Så snart bygningen er lukket og dampspærrer er monterede, bør konstruktionerne tørres ud enten naturligt med varme og ventilation eller mekanisk med affugtere.

HUSK VENTILATION I BYGGEPERIODEN

  • Fugtniveauet er ofte højt i bygninger i byggeperioden på grund af byggefugt. Da mange konstruktioner er åbne og uisolerede, kan der være midlertidige kuldebroer, hvor der kan opstå kondens med skimmelrisiko, hvis der ikke er tilstrækkelig ventilation (gennemblæsning) i bygningen.
  • Der kan være særlig risiko i ferie- og helligdagsperioder, hvor bygningen står lukket, og hvor der er høj fugtighed kombineret med høj rumvarme (fra varmeanlæg og/eller solopvarmning). Her er der bl.a. set skimmel i limede samlinger i letbetonvægge og ved kuldebroer i facader.


2. Skimmelrisiko ved renovering


Ved renovering og ombygning af eksisterende bygninger kan fugtforholdene være helt anderledes end ved nybyggeri, fordi konstruktionerne er ældre og ofte ringere isolerede

Især i klimaskærmen og på terrændæk vil der være større risiko for kondensdannelser der kan føre til skimmelvækst.

Indendørs renovering, som tilfører store fugtmængder til indeklimaet, f.eks. betonstøbning, afretningslag samt mure- og pudsarbejder, kan føre til opfugtning af tagrum gennem utætheder i lofter og åbentstående loftlemme og resultere i skimmelangreb på spærkonstruktioner og træunderlag for tagpapdækninger.

Indvendig efterisolering af tunge ydervægge, hvor dampspærren i den nye indvendige væg ikke er fuldstændig tæt, og hvor ydervæggen er kold og ikke afrenset og behandlet med et antiskimmelmiddel, vil der være betydelig risiko for skjulte skimmelangreb.

Indvendig efterisolering af ydervægge er altid risikobetonet, og bør så vidt muligt undgås.

Renovering af tage, hvor der udføres ny tagbelægning og banevareundertag, og hvor loftlemme og rørgennemføringer i lofter ikke er tætte, vil der være øget risiko for opfugtning af tagrummet og for skimmel på undertag og spær.

Nye, tætte vinduer og døre, der monteres i forbindelse med renovering af ældre bygninger, vil ofte medføre en stigning i luftfugtigheden i indeklimaet, hvis der ikke samtidig er etableret naturlig eller mekanisk ventilation. 

Manglende ventilation kan giver anledning til kondens langs glaskanter i vinduer med risiko for skimmel på vinduesrammer og kolde vindueslysninger samt forringet indeklima.



3. Fugtstyring og fugtkontrol


Bygningsreglementet stiller krav til fugtforholdene i bygninger, så der ved indflytning er sikkerhed for, at der ikke er risiko for sundhedsskadelig skimmelvækst

I byggefasen vil våde byggematerialer, som beton, murværk, puds, spartel og maling afgive store mængder fugt, som kan opfugte gipspladevægge, trækonstruktioner, gulve og beklædninger. 

For at forebygge at byggefugt giver anledning til skimmelvækst vil en løbende kontrol af luftfugtigheden, og en affugtning af bygningen kunne styre fugtproblemerne.

Fugt i beton kan følges med fugtsensorer i borehuller, så udtørringen løbende kan overvåges og styres med øget ventilation af bygningen og f.eks. med regulering af gulvvarmen i byggeperioden, læs mere her

Fugt i trækonstruktioner og træmaterialer kan følges med egnede, elektriske træfugtmålere, så uhensigtsmæssig opfugtning i byggeperioden kan imødegås ved udtørring af bygningen, læs mere her

Udtørring af materialer og konstruktioner bør prioriteres i hele byggeperioden, enten ved at sætte varme på bygningen og etablere tilstrækkelig ventilation, eller ved anvendelse af mekanisk affugtning.

Mekanisk affugtning bør udføres moderat over en længere periode, idet forceret affugtning vil skade træ- og gipskonstruktioner i form af svind, ridse- og revnedannelser samt deformationer, læs mere her



4. Skimmel i indeklimaet


For at undgå skimmel er det afgørende, at der ikke er dannes kondens på indvendige overflader, f.eks. i vinduer og vinduesnicher samt at træfugten i lukkede væg- og loftskonstruktioner er under ca. 16%

I boliger med normal fugtproduktion fra beboerne vil den relative luftfugtighed hen over året variere mellem 40-65% RF, svarende til en træfugtighed på 8-12%.

I boliger med varmegenindvinding, i kontorer og boliger, der kun bruges lejlighedsvis, vil den relative luftfugtighed i vintermånederne være relativ lav, ofte ned til 25-30% RF, svarende til en træfugtighed på 6-7%.

Trækonstruktioner i lofter, vægge og gulve vil over tid indstille sig i balance med luftfugtigheden. Træfugten vil typisk varierer mellem 8 og 12% hen over året – tørrest i januar/februar – og fugtigst i august. Andre organiske materialer vil have et tilsvarende lavt fugtindhold.

Skimmel og indeklima
Hvor meget skimmel, der skal være til stede i en bygning, før der er risiko for indeklimagener, er der ikke et præcist tal for.

Det vurderes, at så længe arealet af skimmel højst svarer til et par håndflader eller ca. 0,25 m², har det ingen umiddelbar indflydelse på indeklimaet, men forekomsten af skimmel bør give anledning til både en afrensning og undersøgelse af årsagen.

Undgå skimmel efter indflytning
Angreb af skimmelsvampe i indeklimaet kan udvikle sig umiddelbart efter, at en bygning er taget i brug på grund af manglende udtørring af beton og murværk (byggefugt).

Der kan udvikles skimmel bag tapet, på bagsiden af fast inventar og polstermøbler, der står for tæt til vægge, eller under trægulve lagt på betonhuldæk uden eller med mangelfuld fugtspærre. 

Skimmel kan også udvikles som følge af mangelfuld udtørring efter vandskader.

Brugeradfærd
Beboere og brugere af boliger og andre bygninger kan have en afgørende indflydelse på risikoen for skimmelvækst. 

Manglende udluftning og ventilation, f.eks. i forbindelse med madlavning, indendørs tørring af tøj, badeaktiviteter, sportudøvelse, mv. øger risikoen for fugtophobning og skimmeldannelse. Risikoen er større i ældre bygninger end i nye huse, men kan forekomme overalt, hvor luftfugtigheden er høj.