Senest opdateret 2019-12-30

Et kvalificeret valg af fugtmembraner (fugt- og dampspærrer) samt korrekt indbygning af membranerne vil reducere risikoen for byggefugt og efterfølgende fugtproblemer, når bygningen er taget i brug.

Men anvendelsen af fugt- og dampspærrer giver ofte anledning til usikkerhed og især spørgsmålene om valg af membrantype, placering og udførelse.

Læs mere om, hvor fugtmembraner bør placeres, og hvordan risikoen for byggefugt kan forebygges:

• Kvalitetskrav til fugtmembraner
• Placering af fugtmembraner
• Udførelse af fugtmembraner

Fugtmembraner – damp- og fugtspærrer – skal være CE-mærket iht. EN 13984, og er en del af producentens varedeklaration for produktet.

Produkter

De mest anvendte damp- og fugtspærrer til loft, væg og gulve er PE-folier, men der findes et stort udvalg af andre membraner, der er lige så anvendelige.

En række dampspærrer er kombinationsprodukter opbygget af flere lag, f.eks. kraftpapir, alu- og PE-folie. Andre er opbygget af fibermaterialer, der gør dem mere smidige end PE-folie, og dermed nemmere at montere, f.eks. i hjørne og mod vinduer og døre.

Membraner af regenerat, f.eks. genbrugsplast, bør undgås pga. kortere levetid end nyproducerede plastprodukter.

Som fugtspærrer på beton før påligning af trægulve og tilsvarende fugtfølsomme belægninger anvendes både fugtbremsende limtyper og egentlige fugtspærrer i form af påsmøringsmembraner.

Til en række fugt- og dampspærreprodukter finder et omfattende tilbehørsprogram af tapes, hjørneløsninger og inddækningkraver til vinduer og døre. De er dog sjældent CE-mærkede.

Da fugt- og dampspærre udføres af forskellige materialer med meget forskellige egenskaber, anbefales det altid at anvende en systemløsning fra en og samme leverandør for at sikre forenelighed, klæbeevne og langtidsholdbarhed..

Dampspærrer

Det væsentlige ved valg af dampspærrer er, at diffusionsmodstanden (Z-værdien) er tilstrækkelig høj . Derudover betyder det noget, hvor robust den er på byggepladsen, så der ikke opstår skader, f.eks. fra klammehæftninger, samt hvor fleksibel og nem den er at folde og tape samme, så samlingerne bliver lufttætte (hindring af konvektion), se afsnittet Udførelse af fugtmembraner.

De traditionelle dampspærrer af PE-folie og Alu-kraft har en høj Z-værdi (500-5000). En række fiberbaserede dampspærrer har en lavere Z-værdi (20-200), men så længe Z-værdien er over 50 (over 100 i vådrum), regnes de som egentlige dampspærrer.

Anvendelse af dampspærrer med en Z-værdi under 50 og adaptive dampspærrer med en Z-værdi (2-125), der varierer efter luftens fugtindhold, bør kun anvendes efter en professionel fugtteknisk vurdering af bygningen.

Fugtspærrer

Det væsentlige ved valg af fugtspærrer er, at de er vandtætte og robust på byggepladsen. Derudover betyder det noget, hvor fleksible og nemme de er at tape eller klæbe samme, så samlingerne bliver luft- og vandtætte, se afsnittet Udførelse af fugtmembraner.

Fugtspærrer indgår i beton og murværkskonstruktioner i form af bitumenbaserede eller kraftige plastbaserede produkter, der både kan fungere som fugtspærre og radonspærre ved fundamenter og terrændæk.

Som fugtspærre på terræn- og etagedæk af beton anvendes ofte 0,2 mm PE folie, der er en billig og robust løsning under f.eks. svømmende gulve og strøgulve.
Under limede gulve anvendes enten fugtbremsende lime i den foreskrevne tykkelse eller påsmøringsmembraner, f.eks. fugspærrende primere påsmurt i flere lag.

Til særlige formål, hvor der for eksempel er risiko for opstigende grundfugt, kan fugtspærren udføres af en påsvejst bitumenmembran med migreringsspærre, der hindrer lugt fra bitumenindholdet.

Fugtspærren kan også indgå i radontætningen, se afsnittet Radonspærrer.

Radonspærrer

Radon er en luftart, der kan trænge ind i bygninger fra undergrunden gennem revner og utætheder i f.eks. terræn- og kælderdæk. Da radon er kræftfremkaldende skal bygninger iht. Bygningsreglementet være radontætte. Mængden af radon, der kan trænge ind, afhænger af hvor i landet bygningen er beliggende, og hvor tæt bygningen er mod terræn. Læs mere om Radon på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Det væsentlige ved valg af en radonspærre er, at den er lufttæt og robust.

Et nyt, svindarmeret kælder- eller terrændæk på mindst 100 mm sikrer mod radon, når forbindelser til tilstødende vægge er tætte, f.eks. forseglet med radonmembraner. På terrændæk lægges normalt en fugtspærre af f.eks. 0,2 mm PE folie, der er en yderligere radonsikring i kombination med den nævnte tætning mellem gulv og væg.

På et ældre terrændæk kan en fugtspærre af f.eks. 0,2 mm PE folie med tapede samlinger være er et godt supplement til betonpladen, når samtidig forbindelsen til tilstødende vægge tætnes med en radonmembran klæbet til fugtspærren og til væggene eller dampspærre i væggene.

Hvor kvaliteten af terrændækket er ukendt, bør der lægges en egentlig radonspærrer af mindst 0,3 mm folie klæbet i alle samlinger og til alle tilstødende vægge iht. leverandørens anvisning.

For membraner betyder det noget, hvor fleksibel og nemme de er at tape eller klæbe samme, så samlingerne bliver lufttætte, se afsnittet Udførelse af fugtmembraner.

Yderligere oplysninger om radonsikring af nye og ældre bygninger findes i SBi-anvisningerne 233 Radonsikring af nye bygninger og 247 Radonsikring af eksisterende bygninger.

Der er en række grundregler for placering af fugtmembraner (dampspærrer og fugtspærrer), og for udførelse af radonsikring af bygninger.

Som udgangspunkt skal damp- og fugtspærrer i tag, loft, væg og gulv monteres på den varme side af isoleringen, dvs. så tæt mod opvarmede rum som muligt.

Lofter

Dampspærren monteres bedst direkte på undersiden af spærene, så den danner et sammenhængende tætningplan mod et koldt tagrum eller på hanebåndene mod en kold tagtrekant.

Monteres en spredt lægteforskalling umiddelbart herefter på undersiden af spærene, kan forskallingen både danne bærelag for den efterfølgende isolering af tag og loft, være underlag for den indvendige beklædning og give plads til trækning af el- og rørinstallationer, uden at dampspærren gennembrydes eller beskadiges.

På underside spær mod kolde tagrum skal forskallingen være mindst T1-taglægter 38×53 mm opsat med højst c-c 460 mm for at sikre mod nedstyrtning ved færdsel på loftet.

Anvendes en 45 mm forskalling under spær i loftrum giver det mulighed for placering af en tillægsisolering inden for dampspærren. Tillægsisolering må aldrig udgøre mere end en 1/3-del af den samlede isoleringstykkelse.

Ydervægge

På træskeletvægge monteres dampspærren bedst direkte på den bærende stolpekonstruktion, så den danner et sammenhængende tætningplan på ydervæggene.

Monteres en lodret lægteforskalling umiddelbart herefter på stolpeskellettet, kan lægterne både danne underlag for den indvendige beklædning og give plads til trækning af el- og rørinstallationer, uden at dampspærren gennembrydes eller beskadiges.

Anvendes en 45 mm lægteforskalling giver det mulighed for placering af en tillægsisolering inden for dampspærren. Tillægsisolering må aldrig udgøre mere end en 1/3-del af den samlede isoleringstykkelse.

Etagedæk

Der bør altid lægges en fugtspærre direkte på etagedæk af beton. På nye betondæk for at beskytte mod byggefugt, og på ældre betondæk som sikkerhed mod utilsigtet opfugtning, som kan forekomme selv om betonen virker tør.

Der er ikke behov for at lægge en dampspærre i et etagedæk af træ mellem to varme rum og mod normal kælder, da der ikke sker en fugttransport af betydning gennem dækket.

Terrændæk

Der bør altid lægges en fugtspærre direkte ovenpå terrændæk af beton – også når der er lagt gulvvarmeslanger i betonlaget. Fugtspærren på nye terrændæk skal beskytte mod byggefugt fra betonen, og på ældre terrændæk som en sikkerhed mod opfugtning fra terræn, som kan forekomme selv om betondækket virker tørt.

Fugtspærrer mellem fundament og vægge, både yder- og indervægge, bør altid forbindes og klæbes til fugtspærren på terrændækket, og være så lufttæt at de kan fungere som radonspærre.

Fugtspærren på terrændækket bør også forbindes og klæbes til dampspærren i træskeletvægge, eller føres op og klæbes til vægge af beton eller murværk.

Kældre

Fugtspærer monteres normalt på den udvendige side af kælderydervægge for at fugtsikre og dræne konstruktionen, oftest i kombination med et udvendigt drænlag og en udvendig isolering af kælderen.

Ældre krybekælderdæk af træ er ofte udført uden fugtspærre. Foretages der ikke ændringer i konstruktionen og har den hidtil fungeret uden problemer, bør der ikke monteres en fugtspærre.

Efterisoleres ældre krybekælderdæk af træ, bør en ny fugtspærre lægges oven på bjælkelaget umiddelbart under et bræddegulv eller et gulvvarmegulv, uanset om gulvvarmesystemet er spånplader med varmeslanger eller en spredt forskalling med varmeslager.
Der bør også lægges en fugtspærre i krybekælderen mod terræn for at hindre unødig opfugtning af krybekælderrummet, se Trægulve over krybekældre.

Det afgørende ved montering af fugt- og dampspærrer er, at opnå tilstrækkelig tæthed mod luftgennemstrømning (tæthed mod konvektion), så bygningen kan klare en tæthedsprøvning (blowerdoor test). Kravene til bygningers tæthed fremgår af Bygningsreglementet.

Samtidig er det væsentligt, at bygningen forbliver tæt, dvs. at alle samlinger mellem fugtmembraner er udført korrekt og der er anvendt ældningsbestandige materialer, se Kvalitetskrav til fugtmembraner.

Lofter og vægge

Normalt foreskrives dampspærrer på lofter og vægge som 0,20 mm FE-folie, fordi den er tæt og robust, men den er også stiv og kan være lidt besværlig at arbejde med.

Til væg- og loft vil en PE-folier på 0,12 til 0,15 mm ofte være tilstrækkelige, hvis den opfylder kravene til Z-værdi (mindst Z=50 i almindelige rum og mindst Z=100 i vådrum), og at den samtidig har en forbedret rivestyrke sammelignet med almindelig PE-folie. Fordelen er, at en tyndere folie er mere smidig at arbejde med.

Dampspærrer af fibermateriale er mere smidige end PE-folie og normalt lettere at tape sammen. Erfaringer viser, at dampsspærrer udført med de bedste fiberprodukter med tilhørende tapesystem er de mest ældningsbestandige og opnår den største tæthed mod konvektion (lufttæthed). Der bør anvendes fiberbaserede dampspærrer med en fast Z-værdi på mindst 50 i almindelige rum og en Z-værdi på mindst 100 i vådrum.

Dampspærrer kan opsættes og fastholdes med klamme, indtil der opsættes forskalling og beklædning. Klammer skal skydes i med el- eller trykluftsmaskine (ikke en “klapper”), og klammerne skal placeres i længderetningen på spær eller bjælker, for at undgå at dampspærrematerialet rives i stykker.

Alle samlinger skal udføres med mindst 100 mm overlæg og tapes. Det er ikke nødvendigt at tape over klammer, med mindre der er opstået skader i dampspærren.

Det kan ikke altid undgåes, at der dannes folder ved overlæg og tapning af dampspærrebaner. Derfor bør alle tapesamlinger stryges med en plastspartel egnet til formålet for at opnå bedst mulig vedhæftning mellem tape og dampspærre samt for at trykke folder sammen, så luftsprækker minimeres.

Jo tykkere dampspærre der anvendes, jo større risiko er der for utætte foldninger. Det er erfaringsmæssigt nemmest at opnå tætte tapesamlinger med de fiberbaserede dampspærrer.

Gulve

Normalt foreskrives fugtspærrer på gulve som 0,20 mm PE-folie, fordi den er tæt og robust. Alle fugtspærrer bør lægges med mindst 100 mm overlæg og med tapede samlinger.

Fugtspærren bør føres op ad tilstødende vægge og afsluttes bag fodlisterne. Afskæring af fugtspærren langs overgangen mellem gulv og væg bør undgås, da det medfører risiko for opfugtning af endetræet og misfarvninger på trægulvet – ikke mindst gulve af egetræ.

Strøgulve og bjælkelag
Fugtspærrer af 0,20 mm PE-folie anvendes normalt på betondæk under strøgulve og på træbjælkelag direkte under gulvbelægninger eller gulvvarmegulve, uanset om gulvvarmesystemet er spånplader med varmeslanger eller en spredt forskalling med varmeslager.

Lagt direkte på betonunderlag anbefales et ekstra slidlag af PE-folie for at undgå huller i fugtspærren i byggeperioden, hvor der ofte er trafik på fugtspærren.

Svømmende gulve
Under svømmende gulve lægges der enten en 0,20 mm PE-folie direkte på et afrettet betondæk (etagedæk eller terændæk) og ofte i kombination med et ovenpå liggende lag gulvpap for at hindre klapre/knirkelyde fra det svømmende gulv.

Alternativt kan der anvendes en kombinationsmembran, der består af både et fugtspærrende og et trinlydsdæmpende lag. Det fugtspærrende lag i en kombinationsmembran skal både være vand- og fugttæt.

Limede gulve
Under limede gulve anvendes enten en særlig MS-gulvlim med fugtbremsende egenskaber eller en fugtspærrende påsmøringsmembran. Yderligere oplysninger om krav og udførelse af fugtspærrer under limede gulve findes i afsnittet Limede trægulve.

Det vil normalt kræve en løbende fugtmåling i betonunderlaget for at kunne lime trægulve med sikkerhed mod fugtskader, se Fugtmåling i beton.