Senest opdateret 2020-12-29

Byggefugt, opfugtning fra terræn og mangler i klimaskærmen er de tre væsentligste kilder til bygningsskader, økonomiske tab og forringet indeklima i form af råd, svampeskader og skimmelangreb.

Læs mere om, hvor fugten kommer fra, og hvordan opfugtningen afhjælpes:

• Byggefugt
• Fugt fra terræn
• Regn, sne og luftfugt

Den væsentligste kilde til fugtskader på bygningsdele i byggeperioden er vand fra bl.a. nystøbt beton, murværk, puds og afretningslag (f.eks. selvnivellerende afretninger).

Manglende inddækninger på tage, uafdækkede vinduesåbninger samt manglende inddækning omkring vinduer og døre kan tillige være årsag til, at fugtig udeluft, sne og regn kan trænge ind i bygningen og skade konstruktionerne, se også afsnittet Regn, sne og luftfugt.

Byggefugt forårsager skader på både organiske og uorganiske byggematerialer:

• Revnedannelser i træ- og betonkonstruktioner
• Skimmeldannelser i bygningsdele
• Vandskader på bygningsdele

Terræn- og etagedæk af beton kan være flere måneder om at tørre ud afhængig af konstruktionstykkelsen og årstiden. Tilsvarende gælder for massive betonvægge og teglmure.

Betonelementer tilfører også byggefugt, ikke mindst huldæk, hvor der kan stå blankt vand i kanalerne, hvis drænhullerne ikke er åbne og holdes frie af cementslam. Opfugtningen kan være meget lokal, hvis blot et enkelt drænhul er tilstoppet. Her kan der stå vand i måneder.

Udtørring af terrændæk med indstøbte varmeslanger til gulvvarme kan fremmes ved at sætte moderat varme på gulvvarmesystemet efter at betonen er afhærdet, se mere herom i afsnittet Tørring af beton.

Normalt skal fugtindholdet i beton være under ca. 85% RF og luftfugtigheden i rummene skal være under 65% RF, før der kan males, lægges trægulv mv. Det vil normalt kræve, at betonfugten måles over tid med egnede betonfugtmålere, f.eks. Wagner RapidRH® L6, så der er sikkerhed for at betonen er tilstrækkelig tør.

Se også oversigten over krav fugtindhold i byggematerialer før udførelse af efterfølgende entrepriser, f.eks. maling, lægning af gulve, i afsnittet Fugtkrav til byggeri

Læs mere om måling af fugt i beton i afsnittet Fugtmåling i beton, om måling af luftfugtighed i afsnittet om Valg af luftfugtmåler, samt om valg af fugtmålere til beton i afsnittet Valg af fugtmåler til beton.

Revnedannelser

Høj luftfugtighed i bygningen forårsaget af byggefugt kan være en væsentligste årsag til skader på organiske byggematerialer, som f.eks. træbeklædninger, døre, vinduer og trægulve, fordi træet udvider sig, når det bliver opfugtet, og trækker sig sammen, når indeklimaet igen bliver tørt og normalt.

Det fører til bevægelser og revner i træbaserede bygningsdele, som kun vanskeligt lader sig reparere. Tilsvarende skader kan ske på gipspladebeklædninger og andre pladematerialer, der reagerer på variationer i luftfugtigheden.

Byggefugt kan også være årsag til revnedannelser i uorganiske byggematerialer ved ukontrolleret eller forceret udtørring af, f.eks. uarmerede betonlag, samlinger mellem betonelementer, uafdækkede tyndpudslag mv.

Bygninger bør enten udtørres naturligt ved, at bygningen opvarmes og ventileres, eller ved at der etableres en moderat udtørring med affugtere – gerne suppleret med en opvarmning af bygningen.

Forceres udtørring med affugtere fører erfaringsmæssigt til uoprettelig tørreskader på organiske byggematerialer, f.eks. trælofter, trægulve, træbaserede paneler, der får revner eller slår sig, og på uorganiske byggematerialer, f.eks. gipsplader, beton og tyndpudslag, der enten skaltørrer eller kryber med utilsigtede revnedannelser til følge.

Læs mere om udtørring og forceret udtørring i afsnittet Tørring af beton.

Skimmelangreb

Byggefugt kan give anledning betydelige skimmelangreb på vægge og tagkonstruk-
tioner.

Limede, fugede letbetonvægge kan få betydelige skimmelangreb i lim og fuger ved manglende varme og ventilation efter blot nogle få dage med for høj luftfugtighed i bygningen.

Manglende dampspærrer, åbne loftlemme og manglende tætning omkring gennem-
føringer i lofter mod tagrum kan føre til omfattende skimmelbegroninger på undertage, uanset om de er af plast eller andet materiale, og på underlag for tagdækninger, f.eks. på krydsfinerplader eller OSB-plader med tagpap, samt på spær og tilsvarende trækonstruktioner i tagrum.

Fugtig rumluft fra udtørring af f.eks. beton og murværk, der frit kan strømme op i tagrum i byggeperioden, vil kondensere på kolde flader, som f.eks. undertag eller træpladeunderlag for tagpap, og danne grobund for skimmelvækst. Er luften varm, udvikler skimmelvæksten sig hurtigt.

Det er derfor afgørende, at dampspærrer opsættes på lofter (under spærfoden) umiddelbart efter, at undertaget er monteret, at loftlemme og gennemføringer tætnes, samt at tagrum, skunkrum og kiptrekanten er godt ventilerede.

Bygningen bør lukkes, og der bør iværksættes en moderat affugtning af bygningen umiddelbart efter, at dampspærrer er sat op, for at fremme udtørring af beton- og murværkskonstruktioner, så fugtniveauet i rummene sænkes, og så risikoen for fugttransport til kolde tagrum reduceres. Affugtningen kan med fordel suppleres med en moderat opvarmning af rummene.

Alternativ kan bygningen opvarmes og ventileres på traditionel vis, se afsnittet Tørring ved opvarmning og ventilation.

Yderligere oplysninger om skimmel i bygninger og konstruktioner, se afsnittet Risiko for skimmel.

En række vandskader forekommer, fordi der ikke er taget de nødvendige forhånds-
regler ved planlægning og styring af byggepladsen.

Manglende nedløbsrør eller midlertidige “strømper” på tagnedløb samt manglende dræn/stabilt grus langs facader giver opsprøjt, opfugtning og misfarvning af facader. På ubehandlede træfacader vil det normalt medføre dårligere vedhæftning og kortere levetid af overfladebehandlinger (maling/træbeskyttelse) uanset rengøring. På andre facader kræver det afrensning og udtørring eller i værste fald udskiftning.

Ved isætning af træbaserede vinduer og døre, som ikke inddækkes og fuges umiddelbart efter montering, vil der være en risiko for, at især den indvendige overfladebehandling skades, og at trædele kan slå sig ved længere tids fugtpåvirkning fra vejliget (regn og sne).

Vandskader på vinduer, døre og tilsvarende bygningkomponenter kan også skyldes uhensigtsmæssig opbevaring forud for montering, f.eks. hvis der kan samle sig kondens og regnvand i plastemballeringen eller under presseninger i forbindelse med udendørs opbevaring.

Lette træbaserede væg- og tagelementer kan blive opfugtet, eller der kan trænge vand ind i elementerne og opfugte både træværk, isolering og beklædningsplader, hvis elementerne ikke lukkes umiddelbart efter montering med henholdsvis lukkeelementer og/eller tagpap, afhængig af den projekterede løsning.

Vandskader kan også skyldes uhensigtsmæssig opbevaring forud for monteringen, f.eks. manglende afdækning, opbevaring direkte på jorden eller i vandpytter på byggepladsen.

Manglende eller utilstrækkelig tagdækning samt mangelfuld inddækning af rør- og kanalgennemføringer, afløbsbrønde og stålkonstruktioner på tage, specielt på tagpaptage (varmtagskonstruktioner), giver ofte anledning til vandskader på underliggende etagedæk og gulvbelægninger. Skaderne kan være omfattende, især i etagebyggeri.

Bygningsdele i terræn, f.eks. fundamenter, terrændæk, kældervægge og -gulve samt nedgravede stolper, kan blive opfugtet fra eksempelvis nedsivende overfladevand, grundvand og vanddamp i jorden.

Overfladevand

Overfladevand vil i større eller mindre omfang kunne sive ned langs fundamenter og kældervægge.

Terrændæk og kældre kan blive udsat for betydelig opfugtning fra overfladevand, hvis det omgivende terræn falder i retning mod bygningen, så regn- og smeltevand frit kan strømme til.

Bygninger bør fugtsikres ved at etablere et terrænfald bort fra bygningen mindst svarende til en hældning på 1:40 bør beskyttes mod nedsivende vand med et omfangsdræn. Hvor der er terrænfald mod bygningen, bør der i nødvendigt omfang etableres et afskærende dræn.

Bygninger – og især kældervægge – bør udføres med en effektiv vandtætning af fundamenter og kældervægge, og altid i kombination med et omfangsdræn langs fundamentets underside.

Drænsystemer på kælderydervægge kan være grundmursplader, isoleringsplader med drænriller eller løse letklinker, der kan lede vand væk.

Vandtætning af fundamenter og kældervægge kan udføres ved f.eks. asfaltering på afrettet eller berappet overflade.

Grundvand

Alle terrændæk og kældre opfugtes i større eller mindre omfang af opstigende fugt fra grundvandet afhængig af jordbundsforholdene.

Det kan skyldes et højt grundvandsspejl, eller at vand fra grundvandet opsuges kapillært i jordlagene og ind i fundamenter, kældervægge og terrændæk. I fintkornede jordarter kan den kapillære stighøjde (hårrørsvirkningen) være op til 10 meter.

Bygninger kan beskyttes mod opstigende vand med et kapillarbrydende lag, f.eks. ral eller singels (kornstørrelse mindst 4 mm), løse coatede letklinker eller celleplast i to lag på afrettet stenlag.

Vanddamp i jorden

Der er altid vanddamp i jorden omkring bygninger svarende til næste 100% relativ fugtighed (RF).

Normalt er der et større damptryk inde i bygninger end udenfor, fordi bygninger er opvarmede. Damptransporten vil derfor normalt gå ud af bygningen gennem vægge, lofter og terrændæk.

Terrændæk bør udføres, så mindst ⅔-del af isoleringen er placeret under betonpladen for at holde den varm og for at hindre, at varm indeluft kondenserer på fugtspærren, der altid skal placeres på betonens overside.

I kolde bygninger, f.eks. uopvarmede sommerhuse, kan fugttransporten i vinterperioden være omvendt og gå fra jorden og op i bygningen, fordi jorden er varmere end rumluften. Terrændæk bør derfor være udført med en fugtspærrer på betonpladens overside for at hindre opfugtning og dermed skader på f.eks. trægulve. Tilsvarende gælder for krybekældre, som bør have en fugtspærre mod jord, se vejledningen Fugt i krybekældre.

Yderligere oplysninger

Fugtforhold i bygninger og yderligere løsningsforslag findes i SBi-anvisning 224 Fugt i Bygninger.

De fleste tage er tætte for både regn og sne, fordi de enten er tætte i sig selv, f.eks. tagpaptage, eller er forsynet med et undertag, f.eks. tegltage.

Fugtskader i tagkonstruktioner skyldes derfor enten beskadigelser, der muliggør indtrængning af regnvand og sne eller utætheder i lofter, så varm rumfugt fra underliggende rum trænger op i kolde tagrum.

Hvor varm og fugtig luft har mulighed for at trænge op i kolde tagrum vil der være en betydelig risko for opfugtning og skimmelvækst, se afsnittet Risiko for skimmel.

Regn og sne

Revner i tagsten, tagsten der har forskubbet sig, manglende understygning på ældre tegltage, utætheder i tagpaptage og skader ved rør- og skorstensgennemføringer i tagdækningen giver mulighed for at regn og sne kan trænge ind og opfugte tagkonstruktionen.

Regn og sne trænger også ind ved skadede eller mangelfuldt udførte inddækninger ved kviste, overlysvinduer og skotrender.

Utætheder og skader forekommer både i tagdækning og i undertage, og da vand kan løbe langt, før det trænger ind i bygningen, kan det være en udfordring at finde og tætne åbningerne.

Er opfugtningen vedvarende kan det føre til råd- og svampeskader i spær og remme. Samtidig kan vand løbe videre ned i bygningen og medføre fugtskader på andre bygningsdele.

På tage med undertag vil undertaget normalt hindre vand og sne i at trænge ned i tagkonstruktionen. Undertaget bør være udført så vandet føres ned i tagrenden – og ikke i udhænget da det kan optugte og misfarve udhængsbrædder og facaden.
Ældre tegltage med vedligeholdt understrygning vil også normalt være rimelig tætte overfor regn og sne.

Er der vedvarende skader og manglende tagsten på tagdækningen vil sollys kunne trænge ind og skade eller nedbryde nogle typer undertage, så der på et tidspunkt vil opstår fugtskader.

Nogle typer undertage kan også blive slidt op, fordi de kan blafre. Holdere, fjedre ol. der har til formål at holdet undertaget stramt, kan slider hul i folien.

Tegltage med lav hældning og tage med økonomitegl er særligt udsatte for uønsket opfugtning. Tilsvarende gælder for tagpaptage uden eller med meget lille hældning.

Rumfugt

Fugtig luft fra boligrum, bad og omklædningsrum, sømmehaller og fugtige produktionslokaler vil trænge ud i de omgivende bygningsdele på grund af et højere damptryk i opvarmede rum end udenfor.

Vægge og lofter udføres derfor med en tæt dampspærre for at hindre ukontrolleret opfugtning og kondensering i konstruktionerne.

Selv små revner og utætheder i dampspærrer i lofter, utætte loftlemme, revner i pudsede lofter samt revner ved rørgennemføringer kan føre til kraftige opfugtning af tagkonstruktionen.

En revne i dampspærren på 1 mm, der er 1 meter lang, mulligør at 0,8 – 1 liter vand i døgnet kan trænge op i tagkonstruktionen (ved konvektion). Selv i tage med god ventilation vil en fugttilførsel i dette omfang ikke kunne undgå at opfugte taget, selv om det er ventileret, fordi ventileringen trækker yderligere fugtig luft op fra de under-
liggende rum.

Ofte er det forventningen, at tage med diffusionsåbne undertage er mindre sårbare overfor opfugtning fra underliggende rum. Men diffusionsåbne undertage har ikke en tilstrækkelig kapacitet til at borttransportere de relativt store fugtmængder, som kan trænge gennem revner og sprækker i lofter og gennem dårligt udførte dampspærrer, når undertaget ikke er ventileret.

Resultatet er derfor ofte, at ellers sundt tag, der efterisoleres og udføres med et nyt uventileret undertag i forbindelse med en tagrenovering, bliver opfugtet i et omfang, så der er risiko for skimmel, råd og svamp i spær og lægter.

Skal fugt i tage undgås skal dampspærrer udføres lufttætte, åbninger ved gennemføringer skal tætnes effektivt med f.eks. tætningskraver, loftlemme skal holdes lukkede og være lufttætte, og pudsede lofter bør repareres, så de er uden revner.

Undertage skal udføres ventilerede fra tagfod til kip – også diffusionsåbne undertage. Tilsvarende skal faste undertage af krydsfiner, OSB-plader eller tagbrædder under f.eks. tagpaptage udføres ventilede fra tagudhæng til kip. Ventilationsspalten mellem faste undertage og isoleringen skal mindst være 45 mm, og mellem undertage af banevare og isoleringen mindst 70 mm målt ved spærsiderne.

Uventilerede, flade tagpaptage udføres ofte med særlige fugtadaptive dampspærrer, der tillader en vis opfugtning af konstruktionen, og som samtidig muliggør at fugten igen kan drives ud af konstruktionen, så snart tagfladen opvarmes af solen. Af samme grund bør løsningen alene anvendes til tage, der kan blive solbeskinnet og hvor der ikke er skyggepartier, f.eks. bag skorstene, brandmure, aggregater på taget og solpaneler.
Anvendelse af uventilerede tagpaptage forudsætter altid en professionel fugtteknisk vurdering, og metoden er bedst egnet til prefabrikerede tagelementer og til tagrenoveringer, hvor løsningen er projekteret af en erfaren fugttekniker.

En nemmere og mere sikker løsning vil være, at udføre tagpaptage som en varmtagskonstruktion, hvor mindst ⅔-del af isoleringen lægges oven på den bærende tagkonstruktionen – især hvis konstruktionen skal udføres på byggepladsen. Dampspærren udføres som en tagpapdækning under den udvendige isolering, ovenpå den bærende tagkonstruktion.

Paralleltage, der udføres med uventileret undertag, skal altid udføres med et diffusionsåbent undertagsprodukt i kombination med en helt tæt dampspærre. Alle gennemføringer i dampspærren og i undertaget bør udføres med tætningkraver anbefalet af membranleverandøren og udført mod fast underlag, f.eks. krydsfiner. Konstruktionen bør kun udføres efter en professionel fugtteknisk vurdering.

Yderligere oplysninger

Udførelse af tagpaptage er er beskrevet i producentvejledninger. Tagkonstruktioner og undertage er detaljeret beskrevet i TRÆ-håndbøger fra Træinformation.