Senest opdateret 2019-12-29

Fugt i materialer er ofte bestemmende for byggetiden, fordi der skal være tid til at materialer og konstruktioner kan tørre – enten naturligt eller ved hjælp at mekanisk affugtning.

En stor del af de byggematerialer, som anvendes kan optage og afgive fugt i forhold til omgivelserne – til indeklimaet og til andre materialer. Men deres materiale- og fugttekniske egenskaber er ofte være meget forskellige – også i forhold til risikoen for skimmeldannelse, se afsnittet Risiko for skimmel.

Ved vurdering af fugt i materialer skelnes der mellem:

• Uorganiske materialer, som f.eks. beton, letbeton og murværk
• Organiske materialer, som f.eks. træ, træplader og gipsplader

Beton, letbeton og murværk har et naturligt højt fugtindhold fra støbning eller opmuring. Da de ofte indgår i konstruktioner, som er blandt de første, der udføres på byggepladsen, vil der tillige være risiko for, at de opfugtes yderligere i byggeprocessen af regn og sne, hvis der ikke etableres overdækning af byggeriet.

Der vil altid være behov for at udtørre beton- og murværkskonstruktioner til et niveau, hvor andre konstruktioner af organiske materialer kan indbygges, og malerarbejder kan udføres.

De tunge konstruktioner af uorganiske materialer er derfor oftest bestemmende for byggetiden, fordi der skal være tid til at materialer og konstruktioner kan tørre – enten naturligt (varme og ventilation) eller ved hjælp at mekanisk affugtning. De skal derfor tørres til et niveau, der er bestemt af de materialer, som anvendes i den videre byggeproces.

Når beton, letbeton og murværk tørrer, sker det ved kapillarsugning og diffusion.

Udtørring ved kapillarsugning i materialernes porerstruktur er en forholdsvis hurtig proces. Den kan finde sted, når der er så meget vand i porestrukturen, at det ved kapillarvirkning bliver transporteret fra områder med stort vandindhold til overfladen, hvor vandindholdet er lavere.

Fugttransporten i overfladelaget sker derimod ved diffusion, der er en langsommere proces end kapillarsugning.

I den første del af udtørringsforløbet, hvor der er meget vand i porerne, sker udtørringen relativt hurtigt ved kapilarsugning, men når vandet gradvist forsvinder fra de ydre materialelag, og der ikke længere er sammenhængende vand i porerne, kan vandet ikke længere transporteres frem til overfladen ved kapillarvirkning.

I den sidste og længste del af udtørringsforløbet øges diffusionsmodstanden gradvist i overfladelaget, hvorfor udtørringen bliver langsommere.

Udtørring af uorganiske materialer, f.eks. beton og murværk, tager lang tid, indtil der nåes et så acceptabelt niveau, at andre og mere fugtfølsomme materialer, f.eks. træbeklædninger og trægulve, kan indbygges.

Derfor er det vigtigt at tage højde for tørretiderne i tidsplanlægningen og iværksætte en fugtkontrol, så der etableres et sikkert beslutningsgrundlag for, hvornår efterfølgende entrepriser kan gå i gang, se afsnittet Fugtstyring.

Udtørring kan ske naturligt ved opvarmning af bygningen i kombination med konstant udluftning. Hvor der er gulvvarme i betondæk, anvendes det ofte til opvarmning og tørring af betonen, se Gulvvarme i byggeperioden.

Udtørringen kan også forceres ved at anvende affugtningsanlæg, se SBi-anvisning 224 Fugt i bygninger.

Bygningen skal være lukket, og affugtningen bør være moderat, så der ikke sker udtørringsskader på organiske materialer, f.eks. trælofter og gipsvægge.

Forceret udtørring med affugtningsudstyr fører ofte til “skaltørring” af f.eks. træbjælker, porebetonvægge og afretningslag, så der kommer revnedannelser i overfladen. Det skyldes, at tørringen kun sker i overfladen. Inde i materialet er fugtindholdet stort set uændret.

Fugtindholdet i overfladen vil øges igen, når affugtningen ophører, fordi fugten inde i materialet vandrer ud mod overfladen. Det vil ofte være et problem for efterfølgende overfladebehandling og pålimning af belægninger.

Forceret udtørring kan også forårsage tørreskader på færdige overflader, f.eks. på træbeklædninger og trægulve, i form af ukontrolleret svind og kastninger.

Både beton støbt på stedet (in-situ) og betonelementer til vægge og dæk indeholder restfugt, der skal tørre ud inden mere fugtfølsomme materialer, som f.eks. træbaserede produkter og bygningsdele med gipskartonplader, kan indbygges i en bygning.

Huldækelementer af beton kan indeholde vand i kanalerne, fordi drænhuller i undersiden ikke er boret eller er tilstoppede af betonslam. Det forekommer ikke sjældent på forspændte betonhuldæk, hvor vandet løber fra midten og ud til siderne.

Det kan tage lang tid for betonkonstruktioner er udtørret tilstrækkeligt – især in-situ støbt beton – medens betonelementer normalt udtørrer hurtigere. Og det tager endnu længere tid, hvis bygningen står åbent under opførelsen, så nedbør kan genopfugte vægge, etageadskillelser og terrændæk.

Det er ikke muligt at vurdere fugtindholdet i beton visuelt, for selv om betonoverfladen er hvidtør, kan fugtniveauet inde i betonen stadig være høj. Det gamle råd om at lægge et stykke plast på betonoverfladen eller at måle fugtindholdet med håndholdte fugtskannere, f.eks. fugtmålere med stålkugle (GANN-målere), giver ikke retvisende resultater.

Fordi byggefugt fra beton har stor indflydelse på indbygningen af andre materialer og på risikoen for skimmeldannelser i indemiljøet, er det nødvendigt at kende fugtindholdet i betonkonstruktioner og løbende følge udtørringsforløbet.

Den hurtigste måde at kontrollere betonfugten og tørringsforløbet på, er ved at placere specialudviklede fugtsensorer i et antal borehuller i betonen. Derved er det muligt løbende at aflæse fugtindholdet med en manuel fugtaflæser eller via bluetooth til en mobil-app, se eksempler på betonfugtmålere her.

Sensorerne måler den relative luftfugtighed og temperatur inde i betontværsnittet, hvor fugtigheden er højst. Målemetoden er indarbejdet og baseret på den internationale fugtmålestandard for beton ASTM F2170. Måleresultaterne justeres i forhold til den målte temperatur ved hjælp af en medfølgende fugtkorrigeringstabel. Tabellen kan downloades her.

Fugtindholdet i betonen kan også bestemmes ved veje-tørre-veje måling i et fugtlaboratorium på basis af udhuggede betonprøver. Laboratoriemetoden anses som den mest præcise, men er forholdsvis langsom, hvis man skal følge fugtforløbet over en periode, fordi der skal udhugges prøver til hver eneste ny fugtbestemmelse. Desuden lider metoden af den svaghed, at præcisionen afhænger af om betonprøverne er repræsentative for det reelle fugtindhold, se afsnittet Fugtmåling i beton.

Grænseværdier for fugtindhold i betonundergulve for trægulve findes i afsnittet Grænseværdier for fugt.

Elementer af letklinkerbeton, der ikke har været udsat for regn og anden opfugtning, er mindst 4-6 uger om at udtørre, afhængig af densiteten og temperaturen – kortest ved ca. 20° C.

Udtørring skal ske til et fugtligevægtsniveau på 75% RF, for at der kan males eller tapetseres på elementerne, men der er ikke en standard for fugtmålingen i letklinkerbeton.

For at opnå så kort udtørringstid som muligt, bør elementerne afdækkes mod vejrligspåvirkninger og anden opfugtning i byggeperioden.

Elementer af porebeton er mindst en måned om at udtørre ved ca. 20° C og længere ved mere ugunstige udtørringsbetingelser for at nå ned på et ligevægtsfugtindhold, der svarer til 75 % RF, som normalt er en forudsætning for eksempelvis malebehandling og tapetsering.

Porebeton, der udsættes for regn og anden fugtpåvirkning i byggeperioden, kan opsuge relativt store vandmængder, som det vil tage måneder at udtørre, og som rummer en betydelig risiko for skimmelvækst i limsamlinger og bag inventar.

Blokke af porebeton er længere om at udtørre, mindst 8-10 uger, fordi de normalt leveres med et højere fugtindhold end porebetonelementer. Som for elementerne skal ligevægtsfugtigheden ned på ca. 75% RF for at vægge af porebetonblokke kan males.

For at opnå så kort udtørringstid som muligt, bør både elementer og konstruktioner af porebetonblokke afdækkes mod vejrligspåvirkninger og anden opfugtning i byggeperioden.

Ligevægtsfugtigheden i porebeton kan måles ved hjælp af ovntørremetoden iht. standarden EN 1353.

Murværkskonstruktioner bliver opfugtet i byggeperioden i forbindelse med opmuringen, og sammen med fugten i mørtelen betyder det, at det vil tage forholdvis lang tid at udtørre murværket, hvis det skal overfladebehandles.

Mursten og mørtel har en forholdsvis grov porrestruktur, som letter udtørringen, så det sjældent tager lige så lang tid som for letklinkerbeton og porebeton.

Der findes ikke egnede metoder til kvalificeret fugtmåling i murværk.

De fleste organiske byggematerialer – træ og træbaserede materialer – samt gipskantonplader leveres med en fugtighed, der forudsætter at bygningen er tør.

Er bygningen ikke udtørret tilstrækkeligt, vil konstruktioner med træ, træprodukter og gipsplader få opfugtnings- og tørreskader. Det sker, fordi organiske materialer indstiller sig efter luftens fugtighed og kvælder (udvider sig), når de opfugtes, og svinder når bygningen igen tørrer ud.

Derfor er det vigtigt, at der er en ligevægt mellem luftens relative fugtindhold (RF), og de materialer som indbygges.

Udvendige beklædninger
Det normale træfugtindhold ved levering kan forventes at være:

• Facadebrædder: 16 ±3%
• Sternbrædder ol.: 16 ±3%

For brædder mv. til facadebeklædninger ol. svarer det til en ligevægtsfugtighed mellem 65 og 85% RF.

Konstruktionstræ
Det normale træfugtindhold ved levering kan forventes at være:

• Spær: 14 ±3%
• Limtræ: 12 ±2%
• Planker og bjælker: 14 ±3%

For spær, limtræ, planker og bjælker til konstruktionsbrug, hvor det forventes at de tørrer yderligere i byggeperioden, svarer det til ligevægtfugtniveau mellem 60 og 75% RF, se også Træ i tagkonstruktioner.

Indvendige beklædninger
Det normale træfugtindhold ved levering kan forventes at være:

• Trægulve: 8 ±2% (plastemballeret)
• Loftsprofilbrædder: 8 ±2% (ovntøret), 14 ±3% (lagertørre)
• Gulvspånplader: 6-9%

For træ og gipsplader til indvendigt brug, hvor det forudsættes at bygningen er lukket og opvarmet, svarer det til et ligevægtsfugtniveau mellem 30-65% RF ved en temperatur på 18-20° C.

Selv om træmaterialer og gipsbaserede konstruktioner indbygges med det korrekte fugtindhold, kan træ og gipskarton opsuge fugt fra luften, hvis ikke den relative luftfugtighed i bygningen er bragt ned på et forsvarligt niveau, se ovenfor. Opfugtningen kan også ske ved kontakt med tunge byggematerialer som beton og murværk, hvis materialerne ikke er adskilt med en fugtspærre eller der holdes en fysisk afstand til fugtige bygningsdele, f.eks. betongulve.

I byggeprocessen – ved levering. modtagekontrol og ved indbygning – bør der altid foretages fugtmålinger af træ- og trækonstruktioner, som dokumenteres i KS-materialet på sagen, se afsnittet Træfugtmåling i praksis.

Tilsvarende bør fugtindholdet i betonelementer og betondæk løbende følges med målinger inde i betonen før der males, monteres beklædninger eller lægges trægulve, træpladeundergulve og banevarer på betondæk, se afsnittet Betonfugtmåling i praksis.

Er du i tvivl om, hvilke fugtmålere du har brug for, så kan afsnittet Valg af fugtmåler være til god hjælp.

I vinterperioder vil træfugtigheden i ventilerede tagrum, f.eks. spær, tagbrædder og krydsfiner ofte bevæge sig op mod 20% træfugt (svarende til ca. 85% RF) og i korte perioder nå op mellem 20 og 23%, uden af det nødvendigvis vil give anledning til skader i form af skimmelvækst eller råd og svamp.

Når en overskridelse af den vejledende grænse på 75% RF (svarende til 16-18% træfugt) sjælden medfører skimmeldannelser, skyldes det dels at luften i lange perioder af vinteren er tør, og dels at temperaturen er lav. Det begrænse eller umuliggør vækst af svampe og mikroorganismer. En længere frostperiode vil også tage livet af eventuelle træskadedyr.

Solopvarmning af ventilerede tagkonstruktioner vil desuden i lange perioder resultere i en lav relativ fugtighed i tagkonstruktioner, se afsnittet Fugt i tage.

Kartonoverfladerne på gipskartonplader kan opfugtes på grund af høj luftfugtighed i bygningen, f.eks. fra byggefugt. Derfor skal ligevægtsfugtigheden i bygninger, hvor der monteres gipskartonplader, være under 80% RF, se afsnittet Grænseværdier for fugt.

Som beklædning på skeletvægge kan de suge fugt fra stående vand på betondæk i byggeperioden, hvis pladerne ikke er opsat med en afstand på mindst 15 mm til betonen. Mangler der en mellemliggende fugtspærre mod betondækket, vil der også være risko for fugtopsugning, f.eks. på terrændæk og etagedæk, der ikke er fuldt udtørret, f.eks. huldæk med stående vand i kanalerne.

Byggefugt er blandt de almindeligste kendte årsager til skimmelvækst på uemballerede gipsplader, på skillevægge og mellem skillevægsplader. Let opfugtede gipsplader uden skimmelvækst vil normalt kunne udtørres. Derimod skal skimmelangrebne og fugtskadede gipskartonplader kasseres.

Ved montering af lette tag- og vægelementer beklædt med gipskartonplader bør byggeriet være beskyttet mod vejrliget i hele monteringsperioden, f.eks. ved totaloverdækning. Den største risiko er nemlig, at elementer fyldes med vand, der fugtskader elementerne og beklædningerne i et omfang, så de skal kasseres.

Bemærk: Fugtindholdet i gipsplader kan kun måles ved hjælp af håndholdte fugtmålere, hvis de er kalibreret til gipskartonplader.

Fibergipsplader fremstilles normalt med en armering af papirfibre (cellulosefibre), og er dermed i nogen grad påvirkelig overfor både fugtigt rumluft og fra våde omgivelser, f.eks. byggefugt.

Ved opbevaring og anvendelse af fibergipsplader må ligevægtsfugtigheden i bygningen ikke være over 80% RF, og ved spartling af pladerne bør den ikke være over 70% RF.

Da skeletvægge med fibergipsplader ofte opsættes forud for montering af f.eks. træbaserede beklædninger og trægulve, kan det være nyttigt at vide, at de to ovennævnte grænseværdier for relativt luftfugtighed svarer til henholdsvis 18% og 14% træfugt.

Den højeste relative rumfugtighed ved lægning af trægulve er 65% RF, svarende til højst 13% træfugt. Det vil derfor ofte kræve ydeligere udtørring af bygningen efter montering af gipsplader, før trægulve kan lægges, se afsnittet Grænseværdier for fugt.

Ved montering af lette tag- og vægkonstruktioner beklædt med fibergipsplader gælder de samme forberedelser og forbehold som nævnt for gipskartonplader, se Gipskartonplader og beklædninger.