FUGTKRAV TIL TRÆGULVE
Senest opdateret 2020-01-09
Fugtkrav til trægulve er en samlet oversigt over de branchenormer, som gælder for trægulves fugtighed og for klimaforholdene i bygningen - både ved lægning af trægulve og i den resterende byggeperiode.
For at undgå fugtskader ved lægning af trægulve er det væsentligt at tage alle fugttekniske forhold i betragtning, fordi de erfaringsmæssigt har stor betydning, hvis fugtskader på trægulve skal undgås.
De grænseværdier for fugt, som bør iagttages og overholdes ved udførelse af gulve, fremgår af følgende 4 guides:
Fugt- og klimakrav til bygningen
Før lægning af trægulve skal bygningen skal være lukket, tør og fri for byggefugt.
Alle vinduer og yderdøre skal være isat og fuget, og alle arbejder, der kan tilføre fugt til bygningen, f.eks. murerarbejde, malerarbejde ol., skal være afsluttet.
Der skal være etableret et stabilt indeklima mindst 8 dage inden lægning af trægulve påbegyndes:
- Rumtemperatur 18-25° C
- Luftfugtighed 30-65% RF
Fugtkrav til betondæk og afretningslag
Den relative fugtighed i betondæk bør altid måles inden lægning af trægulve. Fugtmålingerne bør udføres i borehuller efter standarden ASTM F2170, se afsnittet Betonfugtmåling i praksis.
Bemærk: Måling med fugtfølere på overfladen, f.eks. GANN-måler, giver ikke tilstrækkeligt sikre fugtmålinger i betondæk.
Der bør altid lægges en fugtspærre på betondæk (f.eks. mindst 0,2 mm PE-folie) under strøgulve og svømmende gulve, se afsnittet Fugtmembraner, og der bør anvendes en fugtbremsende lim til montering af limede gulve, se Limede trægulve.
Restporefugten i betondæk ved udførelse af trægulve skal holdes under følgende niveauer:
- Uden fugtspærre ¹ < 65% RF
- Med fugtspærre, f.eks. mindst 0,2 mm PE-folie < 90% RF (helst < 85% RF)
- Massive trægulve lagt med fugtbremsende lim ² < 75% RF
- Lamelgulve gulve lagt med fugtbremsende lim ² < 85% RF
¹ Det anbefales altid at lægge en fugtspærre af min. 0,2 mm PE-folie
² Limlag min. 1 mm iht. limleverandørens anvisning
Fugtkrav til træ i gulve
Trægulve bør først leveres og og placeres i bygningen, når den er lukket, tør og varm, og rumfugten er under kontrol, se Fugt- og klimakrav til bygningen.
Følgende fugtindhold i træbaserede materialer bør overholdes ved montering af trægulve:
- Trægulve: 8 ±2% træfugt
- Fugt i strøer: 10 ±2% træfugt
- Fugt i bjælkelag: 12 ±3% træfugt
- Fugt i gulvspånplader: 8 ±2% træfugt
Hyppige årsager til fugtskader på trægulve
Manglende fugtstyring
Manglende fugtstyring inden lægning af trægulve vil kunne resultere i alvorlige og uforudsigelige fugtskader på trægulve i form af knirkelyde, kvældning (udvidelse), uens fuger mv.
Fugtstyringen bør omfatte:
- Kontrol af temperatur og luftfugtighed i bygningen med datalogger (f.eks. Smart Logger) forud for, under og efter lægning af trægulve for at sikre, at fugtgrænseværdierne er overholdt
- Kontrol af temperatur og fugtigheden i betondæk med sensorer i borehuller (f.eks. RapidRH®L6 fugtsensor) forud for lægning af trægulve for at sikre, at grænseværdien for betonfugt er overholdt
- Kontrol af træfugtighed i trægulvmaterialerne (f.eks. Orion 910 træfugtmåler) for at sikre, at trægulvene ligger inden for tolerancegrænsen (8 ±2%).
Læs vores guide om Fugtstyring .
Manglende plan for udtørring
Manglende plan for udtørring af betondæk og afretningslag forud for limning af trægulve vil kunne føre til alvorlige fugtskader i form af f.eks. vaskebrætdannelser, rejsninger, for store fuger mellem brædder eller stave, manglende vedhæftning mv., fordi betonen udtørrer for hurtigt eller for langsomt.
Styring af udtørring bør omfatte:
- Fugtstyring i byggeperioden
- Plan for udtørring
- Valg af tørremetode
Læs vore guides om Fugtstyring og om Tørremetoder for beton og afretningslag
Andre skader på trægulve
Trægulve kan også skades i byggeperioden af andre årsager end fugt - typisk fysiske skader, der vil kunne medføre et mangelansvar, se afsnittet: Beskyttelse af trægulve.