BESKYTTELSE AF TRÆGULVE

Senest opdateret 2020-01-10

Der penge og ærgelser at spare ved beskyttelse af trægulve i byggeperioden og i indflytningsperioden. Det er her, at der erfaringsmæssigt sker en række skader på trægulve, fordi belastningerne kan være væsentlig anderledes end i brugsperioden.

Skaderne i byggeperioden fører ofte til bekostelige renoveringer eller udskiftninger, medens skaderne i forbindelse med ibrugtagning ofte kræver renovering af overflader eller permanent forringet udseende.

Læs vores anbefalinger om beskyttelse af trægulve:



Beskyttelse af trægulve i byggeperioden

Der opstår ofte en række skader på trægulve i byggeperioden, fordi gulvene enten anvendes som arbejdspladsgulv for efterfølgende entrepriser, eller fordi indeklimaet ikke styres i byggeperioden, så gulvene enten opfugtes eller udtørres.

For at opnå tilfredsstillende gulve skal leverandørens lægningsanvisning altid følges. Det gælder også for undergulve af træbaserede plader, se Beskyttelse af undergulve.

Fugtbeskyttelse af trægulve

Det er en forudsætning, at lægning trægulve sker i en lukket og opvarmet bygning, hvor luftfugtigheden konstant holdes mellem 30 og 65% RF, og hvor temperaturen holdes mellem 18 og 25°C.

Lukket og opvarmet bygning

Lukket og opvarmet bygning skal forstås bogstaveligt, det vil sige at alle døre og vinduer er monteret, fuget og forsynet med vandnæser mv. Midlertidige afdækninger af vindueshuller og døråbninger accepteres ikke.

Tage skal være færdiglagte og med tagrender og nedløb, så der ikke sker fugtskader på bygningen med risiko for opfugtning af etagedæk og færdige gulve.

Varme- og ventilationsanlæg skal være installeret og indkørt, så der ikke sker uforudsigelige opfugtninger eller udtørringer af trægulvene, fordi indeklimaet varierer.

Fugt- og tørreskader med gulvvarme

Gulvvarmeanlæg skal altid opstartes langsomt og over en længere periode for ikke at medføre fugtskader på trægulve, se vejledningen Opstart af gulvvarme.

Gulvvarmeslanger i betondæk anvendes ofte til tørring af betondæk. Er varmen for kraftig, kan det føre til skaltørring af betonen med efterfølgende fugtskader på trægulve, når de lægges. Ved kraftige varme virker betonfladen samtidigt som en “tørremaskine”, der udtørrer andre bygningsdele, f.eks. listelofter, indfatninger, træbeklædninger og -paneler. Det kan give svindrevner, der ikke altid lader sig reparere eller udbedre.

Læs vores guide om gulvvarme til tørring af etage- og terrændæk af beton i byggeperioden, se Tørring med gulvvarme.

Fysisk beskyttelse af trægulve

Trægulve bør altid lægges så sent i byggeperioden, at der ikke er behov for færdsel på dem inden aflevering. Trægulve bør opfattes på linje med inventar og møbler.

Erfaringen viser imidlertid, at mange trægulve skades i byggeperioden, fordi gulvene lægges tidligt i byggeperioden og ikke beskyttes tilstrækkeligt mod fysisk påvirkning fra færdsel og efterfølgende entrepriser.

Beskyttelse af trægulve mod snavs

Trægulve skal beskyttes fysiske skader i byggeperioden, hvis de anvendes som arbejdspladsgulv eller der blot er færdsel på dem. En afdækning med gulvpap er aldrig tilstrækkelig.

De fleste fysiske skader på trægulve opstår på grund af snavs, sand og sten fra fodtøj samt byggepladsaffald, der trædes ned i gulvet, eller fordi der tabes materialer og værktøj på gulvene. Derfor skal trægulve altid afdækkes med et underlag af gulvpap (500g/m²) og et slidlag af træfiberplader (mindst 4 mm).

Afdækningen med gulvpap klæbes i alle samlinger samt til vægge, fodlister eller trægulv langs alle kanter. Klæbning til trægulve kan give blivende mærker på træet og bør kun ske, hvor evt. mærker kan dækkes af fodlisterne. Træfiberpladerne udlægges kant mod kant oven på gulvpappen og klæbes sammen med slidstærk tape. Pladerne tilskæres, så de dækker hele gulvet.

Afdækninger skal jævnligt støvsuges og efterrepareres, fordi erfaringen viser, at snavs trænger ned under afdækningen, hvor klæbningen er mangelfuld, eller hvor afdækningen er gået i stykker.

Hvor der opstilles stilladser eller anvendes rullestilladser på trægulve i byggeperioden, skal beskyttelsen suppleres med krydsfinerplader, der kan fordele belastningen på gulvet. Tjek altid hos gulvleverandøren om trægulvene kan klare midlertidige, tunge belastninger samt rullende belastning fra løftevogne og rullestilladser.

Afdækninger skal vedligeholdes og eventuelt udskiftes, hvor de skades. De bør først fjernes i forbindelse med aflevering.

Beskyttelse af lakerede trægulve

Trægulve, der er færdiglakerede eller som lakeres som led i færdiggørelse af gulvene til aflevering, bør så vidt muligt ikke befærdes før aflevering.

Er der behov for let færdsel på gulvet, bør behovet og omfanget af afdækning aftales med gulventreprenøren.

Beskyttelse af olierede trægulve

Trægulve, som slibes og olieres som led i færdiggørelse af gulvene til aflevering, bør så vidt muligt hverken befærdes eller afdækkes for at undgå beskadigelse og misfarvning af den færdigolierede overflade.

Er der behov for let færdsel på gulvet, bør karakter og omfang af en eventuel afdækning aftales med gulventreprenøren.

Beskyttelse af voks- eller sæbebehandlede trægulve

Trægulve, som slibes, voks- eller sæbebehandles som led i færdiggørelse til aflevering, bør så vidt muligt hverken befærdes eller afdækkes for at undgå beskadigelse og misfarvning.

Er der behov for let færdsel på gulvet, bør karakter og omfang af en eventuel afdækning aftales med gulventreprenøren.



Beskyttelse af trægulve ved ibrugtagning

Efter aflevering af nye trægulve opstår der ofte skader i forbindelse med indflytning samt i den første tid efter ibrugtagning. Skaderne kan forebygges, hvis bygherre og projektorganisationen er opmærksom på problemerne og laver en indflytnings- og ibrugtagningsplan (beskyttelsesplan) for gulvene.

Beskyttelse af trægulve ved indflytning

Ved indflytning er der sjælden etableret en vedligeholdelsesorganisation i større byggerier, der kan tager hånd om bygningens vedligeholdelse fra dag ét. Trægulve, især olierede og sæbevaskede gulve, er derfor ikke altid tilstrækkeligt mættet med olie eller sæbe, eller på anden måde beskyttet mod tilsmudsning, f.eks. med måtter.

Ved indflytning, hvor flyttefolk og servicefolk bringer møbler og installationer ind i bygningen, slæbes der ofte sand og urenheder ind, som trædes ned i trægulve, hvis der ikke er etableret en midlertidig beskyttelse (afdækning). Det går især ud over gulve i foyer og trapper, når der ikke er afdækket med gulvpap og fiberplader, måtter eller midlertidige tæpper. Helt galt går det i regnvejr og sne, når der ikke er lagt vandabsorberende måtter ud (det kræver mange måtter for at være effektivt).

Beskyttelse af trægulve ved ibrugtagning

Ved ibrugtagning viser erfaringer, at trægulve ofte ikke rengøres tilstrækkeligt i den første tid. Dermed trædes skidt og snavs ned i det nye gulv (både i lakerede og olierede gulve) – og det er ofte umuligt at genoprette gulvets udseende uden at skulle slibe og overfladebehandle gulvene påny.

Som oftest mangler der smuds- og vandabsorberende måtter ved indgangspartier og tilsvarende slidbeskyttelse ved stationer med kopimaskiner, foran elevatorer mv. og vandabsorberende slidbeskyttelse ved kaffeautomater og i thekøkkener.

Det anbefales derfor, at der altid udarbejdes vedligeholdelsesplaner for trægulve, samt at der ved større byggerier etableres en vedligeholdelsesorganisation, der allerede ved indflytning kan tage vare på beskyttelse og vedligeholdelse af trægulve.

Beskyttelse af trægulve i driftperioden

Trægulve bør rengøres jævnligt og vedligeholdes afhængig af brugsniveauet. De fleste gulvleverandører har udarbejdet vedligeholdelsesanvisninger for deres gulve.

I større ejendomme er det som ofte ejendomsadministrationen, der har ansvaret for gulvenes tilstand, og som bør udarbejde en brugs- og vedligeholdelsesanvisning.

Der er en stigende anvendelse af maskiner til rengøring af gulve, og vedligeholdelsen overlades ofte til rengøringselskaber. Ikke alle rengøringsselskaber har vedligeholdesprogrammer tilpasset trægulve, og de anvendte maskiner er ikke nødvendigvis alle lige egnet til rengøring af trægulve.

Derfor er det særligt vigtig, at ejendomsadministrationen har sit eget tilsyns- og vedligeholdelsesprogram, så gulvenes tilstand følges, og der kan følges op og afhjælpes, hvis trægulvene tilstand ikke er tilfredsstillende.