GULVVARME – FUGTSKADER

Senest opdateret 2020-03-26

De 3 almindeligste årsager til, at trægulve, laminat- og undergulve med gulvvarme bliver fugtskadet i byggeperioden er:
1) For høj fugtighed i bygningen og i undergulvet, f.eks. et betondæk
2) Mangelfuld eller forkert placeret fugtspærre, se også Fugtmembraner
3) Forceret opstart af gulvvarmeanlægget.

Læs vejledningerne om, hvordan fugtskader i trægulve med gulvvarme kan forebygges, og hvor fugtspærren bør placeres:



Gulvvarme i betondæk

Vandbaserede gulvarmesystemer i betondæk, f.eks. terrændæk og etagedæk, udføres normalt med 20 mm varmeslange fastgjort til svindarmeringsnet og indstøbt i betonlaget.

For yderligere oplysninger om lægning af trægulve på betondæk med gulvvarme henvises til gulvleverandørenes anvisninger og til håndbogen TRÆ 64 Trægulve – lægning fra Træinformation.

Fugtforhold og fugtspærre

Erfaringsmæssigt opstår der mange fugtbetingede skader på trægulve, der limes til betondæk med indstøbte gulvvarmeslanger – oftest fordi betondækket ikke er tilstrækkeligt udtørret før trægulvene lægges.

For bestemmelse af fugtindholdet i betondæk bør der foretages løbende fugtmålinger i borehuller iht. standarden ASTM F2170, se Fugtmåling i borehuller.

Opfugtningen fra betonen undervurderes ofte. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt alene at beregne en udtørringstid for betonen eller måle betonfugt med en overflademåler (GANN-måler).

Gulvlime som fugtspærre
De normalt anvendte gulvlime til trægulve med fugtspærrende virkning er ikke egentlige fugtspærrer. De har alene en fugtbremsende virkning. Derfor slipper der fugt igennem limlaget, som kan skade trægulvene, hvis fugtmængden bliver for stor – især når der lukkes op for  varmen i gulvvarmeslangerne.

Helt galt går det, hvis limlaget er påført for tyndt eller ujævnt i forhold til leverandørens anvisning.

Forebyggelse af fugtskader
Den bedste forebyggelse af fugtskader på limede trægulve opnåes ved at anvende selvudtørrende beton i dækkene, og samtidig styre udtørringen af betonlaget ved at følge tørreforløbet med fugtsensorer i borehuller, så der kan foretages løbende fugtmåling iht. standarden ASTM F2170, se Fugtmåling i borehuller.

Der findes en række metoder til at fremme udtørring af terrændæk og etagedæk af beton, se Tørring af beton.

En del fugtskader på trægulve med gulvvarme opstår ved opstart af gulvvarmeanlæg, fordi varmen presser restfugten ud af betonlaget. Læs også vejledning om, hvordan fugtskader ved opstart af gulvvarmeanlæg under trægulve forebygges, se Opstart af gulvvarme.



Limede gulve med gulvvarme

Limede trægulve med gulvvarme udføres oftest som:

  • Trægulv limet til afrettet og plant betondæk med indstøbte varmeslanger
  • Trægulv limet til en svindarmeret betonplade med varmeslanger, der er udført svømmende på et trinlydsdæmpende mellemlag.
  • Trægulv limet til undergulv af gulvspånplader, der er skruet til sporede spånplader med varmeslanger i alu-varmefordelingsplader, lagt på bjælkelag eller strøer
  • Trægulve limet til undergulv af spånplader, der er skruet til en spredt, bærende forskalling med varmeslanger i alu-varmefordelingsplader, lagt på bjælkelag eller strøer

Fugtforhold og fugtspærre

Trægulv limet til betondæk
Hvor trægulve limes til terræn- eller etagedæk af beton med indstøbte varmeslanger, skal fugtspærren altid placeres direkte på betondækket under det limede trægulv. Fugtspærren kan være en egnet gulvlim eller påsmøringsmembran, f.eks. en fugtspærrende primer.

Hvor trægulve limes på en tynd, svindarmeret betonplade med indstøbte varmeslanger, udlagt svømmende på f.eks. en hård isolering som trinlyddæmpning, placeres den primære fugtspærre mellem det bærende betondæk og trinlydsisolering. Trægulvet limes med en egnet fugtbremsende gulvlim til betonpladen, når den målte restporefugt i pladen er tilstrækkelig lav – bedst med en fugtsensorer i borehuller.

Kravene til fugtspærren under trægulvet afhænger af fugtforholdene i betondækket:

  • Hvor trægulve limes på eksisterende, tørre etagedæk, dvs. hvor den målte restporefugt i betonen er under 65% RF, er en fugtspærre under trægulve ikke nødvendig, men anbefales alligevel som sikkerhed mod eventuel uopdaget fugt i etagedækket, se Fugtmembraner
  • Hvor trægulve limes til terrændæk og nye etagedæk af beton, bør der altid anvendes en fugtbremsende lim eller påsmøringsmembran iht. gulvleverandørens anvisning. For lægning af massive trægulve skal den målte restporrefugt i betondækket være under 65-75 % RF og for lægning af lamelgulve skal den målte restporrefugt i betondækket være under 65-85% RF, afhængig af den anvendte lim og limmængde og trægulvleverandørens lægninganvisning.

Bemærk: Opfugtning af trægulve fra beton kan forebygges ved anvendelse af selvudtørrende beton og ved at gøre brug af varme fra gulvvarmeslangerne i betondækket, læs mere herom i afsnittet Tørring af beton med gulvvarme.

Trægulve limet til undergulv på bjælkelag
I bjælkelag mellem to opvarmede rum, anvendes der normal ikke en fugtspærre i konstruktionen, og heller ikke hvor trægulve limes til et træbaseret undergulv med gulvvarme.

Undergulve med gulvvarme er ofte sporede gulvspånplader med varmeslanger i varmefordelingsplader, der er påskruet en en mindst 12 mm gulvspånplade på et mellemlag af gulvpap (mindst 500g/m²) for at hindre knirkelyde.

For yderligere oplysninger om udførelse af gulvvarme i trægulve på bjælkelag henvises til gulvleverandørenes anvisninger og til håndbogen TRÆ 64 Trægulve – lægning fra Træinformation.

Trægulve limet til undergulv på strøer
Hvor trægulve limes til et træbaseret undergulv med gulvvarme på strøer, placeres fugtspærren altid på det underliggende terræn- eller etagedæk af beton.

Derved ligger den samlede strøkonstruktion inkl. isolering, gulvvarmesystem, undergulv og trægulv på den varme og tørre side af fugtspærren.

Fugtspærren bør være mindst 0,2 mm PE-folie eller tilsvarende, der lægges  med mindst 100 mm tapet overlæg ved alle samlinger. Fugtspærren skal være foldet op ad alle tilstødende vægge, afskåret og klemt bag fodlisterne.

For yderligere oplysninger om udførelse af gulvvarme i trægulve på strøer henvises til gulvleverandørenes anvisninger og til håndbogen TRÆ 64 Trægulve – lægning fra Træinformation.



Svømmende gulve med gulvvarme

Svømmende trægulve med gulvvarme udføres ofte som:

  • Trægulve lagt svømmende på gulvspånplader med spor til varmeslanger i alu-varmefordelingsplader
  • Trægulve lagt svømmende på EPS-plader med spor til varmeslanger i alu-varmefordelingsplader
  • Trægulve lagt svømmende på en svindarmeret betonplade med indstøbte varmeslanger, der er udført svømmende på et trinlydsdæmpende mellemlag.

For yderligere oplysninger om lægning af svømmende gulve med gulvvarme henvises til gulvleverandørenes anvisninger og til håndbogen TRÆ 64 Trægulve – lægning fra Træinformation.

Fugtforhold og fugtspærre

På terræn- og etagedæk af beton skal der altid lægges en fugtspærre under svømmende trægulve med gulvvarme. Placeringen af fugtspæren afhænger af konstruktionen:

  • Hvor trægulve lægges på sporede gulvspånplader med varmeslager, placeres fugtspærren oven på betondækket, så den samlede trægulvkonstruktion ligger på den tørre og varme side af fugtspærren. Mellem fugtspærre og gulvspånplade lægges et lag gulvpap (mindst 500g/m²) for at hindre knirkelyde.
  • Hvor trægulve lægges på sporede spånplader med varmeslager og med en underliggende trinlydsisolering, placeres fugtspærren oven på betondækket, så den samlede trægulvkonstruktion inkl. trinlydsisolering ligger på den tørre og varme side af fugtspærren. Mellem trinlydsisolering af EPS og gulvspånplader skal der altid lægges et lag gulvpap (mindst 500g/m²) for at hindre knirkelyde.
  • Hvor trægulve lægges på sporede EPS-plader med varmeslager placeres fugtspærren oven på betondækket, så den samlede gulvkonstruktion ligger på den tørre og varme side af fugtspærren. Mellem EPS-plader og trægulv lægges et lag gulvpap (mindst 500g/m²) for at hindre knirkelyde.
  • Hvor trægulve lægges på en tynd, svindarmeret betonplade med indstøbte varmeslanger, udlagt svømmende på f.eks. en hård isolering som trinlyddæmpning, placeres den primære fugtspærre mellem det bærende betondæk og trinlydsisolering. Derudover skal der lægges en fugtspærre mellem betonpladen og det svømmende trægulv. For at undgå knirkelyde skal der yderligere lægges et lag gulvpap (mindst 500g/m²) mellem fugtspærre og trægulv.

Fugtspærren i de omtalte konstruktioner bør være mindst 0,2 mm PE-folie eller tilsvarende, lagt med mindst 100 mm tapet overlæg over alle samlinger. Fugtspærren skal være foldet op ad alle tilstødende vægge, afskåret og klemt bag fodlisterne.

Afdækning af sporede spånplader til gulvvarme

Lægges den endelige gulvbelægning ikke umiddelbart efter udførelse af spånplader med gulvvarme, skal pladerne afdækkes med plastfolie for at undgå opfugtning. Spånplader, der lægges uden plastafdækning i byggeperioden, vil normalt blive opfugtet til et niveau, der ligge væsentligt over normal brugsniveau.

En del fugtskader på trægulve med gulvvarme opstår ved opstart af gulvvarmen. Er spånplader med varmeslanger blevet opfugtet i byggeperioden, vil fugten blive presset op i trægulvet, så det deformeres – samtidig udtørres spånpladerne – hvilket i begge tilfælde kan medføre knirkelyde,

Læs vores vejledning om, hvordan fugtskaderne ved opstart af gulvvarmeanlæg kan undgås, se Opstart af gulvvarmeanlæg.



Strøgulve med gulvvarme

Gulvvarme under trægulve på strøer udføres oftest som:

  • Trægulve lagt på undergulv af gulvspånplader med spor til varmeslanger i varmefordelingsplader af aluminium
  • Trægulve lagt på spredt, bærende forskalling med varmeslanger i varmefordelingsplader af aluminium

I begge konstruktioner placeres fugtspærren oven på betondæk, så den samlede strøkonstruktion ligger på den tørre og varme side af fugtspærren.

For yderligere oplysninger om udførelse af gulvvarme i trægulve på strøer henvises til gulvleverandørenes anvisninger og til håndbogen TRÆ 64 Trægulve – lægning fra Træinformation.

Afdækning af spånpladegulve

Lægges den endelige gulvbelægning ikke umiddelbart efter udførelse af spånplader med gulvvarme, skal pladerne afdækkes med plastfolie for at undgå opfugtning. Spånplader, der lægges uden plastafdækning i byggeperioden, vil normalt blive opfugtet til et niveau, der ligge væsentligt over normal brugsniveau.

En del fugtskader på trægulve med gulvvarme opstår ved opstart af gulvvarmen. Er spånplader med varmeslanger blevet opfugtet i byggeperioden, vil fugt fra pladerne blive presset op i trægulvet, så det deformeres – samtidig udtørres spånpladerne – hvilket i begge tilfælde kan medføre knirkelyde.

Læs vores vejledning om, hvordan fugtskaderne ved opstart af gulvvarmeanlæg kan undgås, se Opstart af gulvvarme.



Opstart af gulvvarmeanlæg

For højt fugtindhold i betondæk og for tidlig opstart af gulvvarme under trægulve, laminatgulve og træbaserede undergulve kan føre til fugtskader.

Det skyldes, at restfugt i underliggende betondæk eller træpladeundergulve bliver presset op i det overliggende gulv og forårsager kvældningsskader på bræddegulve (vaskebræt), laminat- og træbaserede undergulve.

Læs mere om opstart af:


Gulvvarme i betondæk med limede trægulve

Nye betondæk udtørres ofte med varme fra de indstøbte gulvvarmeslanger, så der hurtigt etableres et tørt underlag for nedlimning af trægulve. Forudsætningen for at bruge gulvvarmen til udtørringen er, at betonen er afhærdet – hvilket tidligst opnåes ca. 28 dage efter udstøbningen, se afsnittet Tørring af beton med gulvvarme.

Udtørringen og dermed restporefugten bør løbende kontrolleres med fugtmålinger i betonen – bedst med sensorer i borehuller iht. standarden ASTM F2170 – indtil det rette fugtniveau er opnået, se Fugtmåling i borehuller.

Det er en forudsætning, at gulvvarmen har været i drift i mindst 30 dage før trægulve eller tilsvarende gulvbelægninger limes til betondækket. Restporefugten i betonen skal ligge under de gældende grænseværdier for fugt både forud for, under og efter lægning af trægulve, se Fugtkrav til trægulve – og fremløbstemperaturen i gulvvarmen bør holdes under 25°C.

Gulvvarmen skal slukkes senest 2 døgn før trægulvet skal limes til betondækket, og gulvvarmen må tidligst tændes igen 7 døgn efter at gulvbelægningen er færdiglagt.

Fremløbstemperaturen må ikke overskride 25°C den første uge efter at gulvet er lagt. Derefter kan den gradvist hæves hver anden dag med højst 5°C, indtil den nødvendige driftstemperatur er nået.

Hæves fremløbstemperaturen for hurtigt, vil der være risiko for, at fugt fra betonen frigives for hurtigt og presses op i gulvbrædderne, så de deformerer.

Opstart af gulvvarme i betondæk med limede trægulve
1. Opstart gulvvarmen mindst 30 dage før pålimning af trægulv, højst 20-25°C
2. Kontroller betonfugten løbende med sensorer i borehuller iht. fugtkrav
3. Sluk gulvvarmen mindst 2 dage før pålimning af trægulve
4. Tænd gulvvarmen tidligst 7 dage efter lægning
5. Opstart gulvvarmen langsomt i løbet af en uge, fremløbstemperatur højst 25°C
6. Herefter hæves temperaturen med højst 5°C hver anden dag frem mod fuld drift

Gulvvarme i trægulve på strøer og bjælkelag

Undergulve af spånplader skal afdækkes med PE-folie, for at beskytte dem mod byggefugt, hvis gulvbelægningen ikke lægges umiddelbart efter at undergulvet er udført.

Viser fugtmålinger af udførte spånpladegulve (både med og uden spor til gulvvarme), at træfugten i pladerne er højere end 10%, kan gulvvarmen bruges til en forsigtig tørring af letopfugtede gulvplader. Fremløbstemperaturen ikke overstige 20°C.

Gulvvarmen kan fortsat være tændt, medens trægulvet pålimes, sømmes fast eller lægges svømmende, under forudsætning af, at fremløbstemperaturen fortsat holdes under 20°C.

Fremløbstemperaturen må ikke overskride 25°C i den første uge efter lægning af trægulve – uanset om trægulvet er lagt svømmende, er skruet til underlaget eller er limet ned. Herefter kan fremløbstemperaturen gradvist hæves hver anden dag – med højst 5°C – indtil den nødvendige driftstemperatur er nået.

Hæves fremløbstemperaturen for hurtigt, vil der være risiko for en ujævn udtørring af strøer, bjælkelag og det træbaserede undergulv, så der opstår spændinger og knirkelyde.

Opstart af gulvvarme i trægulve på strøer og bjælkelag
Limede, skruede og svømmende trægulve
1: Kontroller, at træfugten i spånpladeundergulve er højst 10% før lægning af trægulv
2: Er undergulvet lettere opfugtet, kan det forsigtigt tørres med gulvvarmen, når fremløbstemperatur holdes under 20°C
3: Gulvvarmen kan forblive tændt, når trægulvet lægges, så længe fremløbstemperaturen er højst 20°C
4: Fremløbstemperaturen kan, 7 dage efter er gulvet er lagt, gradvist hæves med højst 5°C hver anden dag frem til normal driftstemperatur
5: Har gulvvarmen være slukket under lægningen af trægulvet, bør det opstartes langsomt i løbet af en uge med en fremløbstemperatur på højst 20°C. Herefter kan temperaturen gradvist hæves, som nævnt under pkt. 4.