SÅDAN MÅLES FUGT I TRÆ

Senest opdateret 2019-11-21

Fugtmåling i træ udføres i praksis med elektriske fugtmålere, fordi håndholdte træfugtmålere er nemme at bruge og tilstrækkeligt præcise.

Fugtmålerne er uden nåle (kapacitive målere), eller med to indstiksnåle (modstandsmålere) til bestemmelse af fugtigheden i træet. Det er to helt forskellige træfugtmålere med hver sin målemetode – og hver sine fordele.

Bemærk: Fugt i træ kan også bestemmes med ovntørremetoden. Den udføres normalt i et laboratorium, hvor udhuggede træstykker vejes-tørres-vejes og træfugten beregnes. Metoden er relativt langsom, men præcis, og anvendes til bl.a. kalibrering af elektriske træfugtmålere, se Ovntørremetoden.

Læs mere om, hvordan du får de bedste resultater med:



Fugtmåling i træ – uden nåle

Træfugtmåling med kapacitive fugtmålere – dvs uden indstiksnåle – forudsætter, at der anvendes fugtmålere med dokumenterede egenskaber i overensstemmelse med standarden EN 13183-3.

Det er kun få træfugtmålere uden nåle, der har denne dokumentation, og som er kalibreret til fugtmåling i mange træarter, se Orion fugtmålere fra Wagner Meters.

Bemærk: De fleste fugtmålere uden nåle er udviklet til fugtskanning af byggematerialer, så det er vigtigt at købe den rette fugtmåler.

Image

Sådan virker fugtmålere uden nåle

Træfugtmåling med en kapacitiv måler er baseret på, at fugtigt træ har en større kapacitet end tørt træ – samt at kapaciteten (tæthed/vægt) i tunge træarter er forskellig fra densiteten i lette træarter. Træets temperatur har derimod ingen indflydelse på fugtmålingerne.

  • Kapacitiv fugtmåler skal indstilles efter densiteten i den træart man skal måle fugtindholdet.
    Bemærk: Densiteten varierer også inden for den enkelte træart. Derfor er de værdier, som bruges til indstilling af fugtmålerne en gennemsnitsværdi for den enkelte træarts densitet. I praksis er det normalt tilstrækkeligt, men har man brug for meget præcise træfugtmålinger, bør densiteten i det anvendte træ bestemmes i hvert enkelt sag.

Sådan måler du fugt i træ – uden nåle

  • Fugtmålere uden nåle skal altid indstilles til den aktuelle træart.
  • Målinger skal foretages på et område uden vækstvariationer, der kan forstyrre måleresultatet. Der skal holdes afstand til f.eks. knaster, knastgrupper, harpikslommer bark, råd, revner, reaktionsved og bakterieangrebne områder.
  • Målinger bør altid ske i god afstand fra endetræ, mindst 300 mm, fordi træ optager og afgiver fugt hurtigere fra endeflader end fra siderne. Derfor er træ nær endeflader ofte mere tørt eller fugtigt end i den øvrige del af træemnet.
  • Måleren presses mod træoverfladen, så der er fuld kontakt mellem måleplade og træoverfladen. Det er nemt og hurtigt at gentage målinger. Derfor er kapacitive målere hurtigere at bruge, hvis der skal foretages flere målinger på samme emne eller hvis mange træemner skal måles.

Normalt er træ, der er maskinelt tørret eller under tørring, fugtigere i midten af trætværsnittet end ved emnets overflader.

I planker op til 50 mm’s tykkelse kan en kapacitiv fugtmåler med måleplade give sikre resultater ved måling på én side af træemnet. For træemner tykkere end 50 mm og op til ca. 65 mm, anbefales det at måle på begge sider af træemnet. Ved større tykkelser bør træfugtigheden måles på et eller flere prøvestykker, som udskæres til fugtmåling med en fugtmåler uden nåle, med en hammerelektrode eller med ovntørremetoden.

Fugtmålere uden nåle (kapacitive målere) er de eneste, der giver pålidelige fugtmålinger på finer, blot finerene lægges i et lag, der er tykkere end fugtmålerens måledybde (ca. 25 mm). Med Orion 930 og 950 kan finerlagstykkelsen reduceres til ca. 15 mm, fordi disse to målere har to måleområder, læs mere om Orion fugtmålere her.

Image

Alle elektriske fugtmålere er normalt følsomme overfor overfladefugt på træ. Der findes dog målere med en særlig teknologi, som reducerer denne overfølsomhed, f.eks. Orion målere fra Wagner Meters. Det forudsætter, at kondens og klart vand på træoverfladen tørres bort og fugtmålingerne tages 5-10 minutter herefter. Jo bedre aftørring, des sikre resultat.

Alle kapacitive fugtmålere (fugtmålere uden nåle) er følsomme overfor metaller. Derfor vil søm, skruer og beslag i målefeltet og tæt på give forkerte målinger. Tilsvarende vil metalplader, f.eks. alu-varmefordelingsplader under trægulve, også forstyrre målingerne.


Træfugtmålere uden nåle (med måleplade) – forhold der indvirker på fugtmålinger

Træets vandindhold
Kapacitive fugtmålere er baseret på, at fugtigt træ har større kapacitet end tørt træ.
Træets densitet
Tunge og lette træarter har forskellig kapacitet pga. forskel i densiteten. Derfor skal fugtmålerne indstilles til den aktuelle træart, der skal måles.
Træets temperatur
Træets temperatur har ingen indflydelse på træets kapacitet. Derfor skal kapacitive træfugtmålere ikke korrigeres for træets temperatur.
Træarten
Egenskaberne for de forskellige træarter hænger nøje sammen med densiteten. Derfor skal der korrigeres for træarten, som udtryk for densitet.
Kontakt med træet
God kontakt mellem måleplade og træ giver pålidelige resultater. Dårlig kontakt giver fejlmålinger.
Trædimension
Planker og tømmer, der er maskinelt tørret eller under tørring, vil være mere fugtige i midten af trætværsnittet end ved overfladen. Retvisende fugtmåling kan ske ved måling på én side af trætværsnit op til ca. 45 mm, og op til ca. 65 mm, hvis der måles fra begge sider af træemnet. Ved større dimensioner kan træfugtigheden måles på et eller flere prøvestykker, som udskæres til måling med fugtmåleren, eller ved hjælp af ovntørremetoden.
Træplader
Fugtmåling forudsætter, at måleren er kalibreret til den specifikke pladetype. Nogle kapacitive fugtmålere er kalibreret til måling af fugt i specifikke træbaserede plader, se brugsanvisning.
Imprægneret træ
For korrekt fugtmåling i trykimprægneret træ behandlet med metalbaserede imprægneringsmidler er det en forudsætning, at måleren er kalibreret til det specifikke imprægnering, se brugsanvisningen til den aktuelle fugtmåler.
Orion træfugtmålere fra Wagner Meters måler korrekt i imprægner træ behandlet med ikke-metalholdige midler.



Fugtmåling i træ med indstiksnåle

Træfugtmåling med modstandsmålere – dvs med indstiksnåle – forudsætter, at der anvendes fugtmålere med dokumenterede egenskaber i overensstemmelse med standarden EN 13183-2.

For at kunne overholde standarden skal fugtmåleren:

  • Kunne indstilles til den træart, som skal fugtmåles
  • Være forsynet med isolerede indstiksnåle, så fugten alene måles ved spidserne
  • Nålene skal være så lange, at fugten måles mindst ⅓ inde i trætværsnittet.

I praksis betyder det, at nålene skal kunne presses mindst 7, 15 og 25 mm ind i træet ved måling i træemner, der er henholdvis 21, 45 og 75 mm tykke. Det forudsætter ofte,  at der anvendes en hammerelektrode.

Bemærk: Mange træfugtmålere med indstiksnåle fås kun med korte, uisolerede nåle – og ofte uden tilslutningsmulighed for en hammerelektrode med lange isolerede nåle. Derfor er det vigtigt at købe den rette fugtmåler.

Sådan virker fugtmålere med indstiksnåle

Træfugtmålere med indstiksnåle er baseret på måling af den elektriske modstand mellem to nåle (elektroder), der presses ind i træet. Den elektriske modstand i træ varierer afhængigt af både træets densitet, fugtighed og temperatur.

  • Indstiksmålere skal altid indstilles til den træart (træets densitet), som skal fugtmåles, fordi den elektriske modstand i træmaterialet varierer afhængigt af træets densitet.

    Bemærk: Densiteten varierer også inden for den enkelte træart. Derfor er de værdier, som bruges til indstilling af fugtmålerne en gennemsnitsværdi for den enkelte træarts densitet. I praksis er det normalt tilstrækkeligt, men har man brug for meget præcise træfugtmålinger, bør densiteten i det anvendte træ bestemmes i hvert enkelt sag.

  • Fugtmåleresultater skal korrigeres for træets temperatur, hvis temperatur afviger mere end 5°C fra målerens kalibreringstemperatur på 20°C iht. den medleverede korrigeringstabel eller brugsanvisning.

Sådan måler du træfugt med indstiksmåler

  • Indstiksmålere (modstandsmålere) skal altid indstilles til den aktuelle træart.
  • Målinger bør foretages i god afstand fra endetræ, mindst 300 mm, fordi træ optager og afgiver fugt hurtigere fra endeflader end fra siderne. Derfor er træ nær endeflader ofte mere tørt eller fugtigt end i den øvrige del af træemnet.
  • Nålene skal placeres i træets fiberretning og med god kontakt mellem nåle og træ.
  • Målinger skal foretages på et område uden vækstvariationer, der kan forstyrre måleresultatet. Hold afstand til f.eks. knaster, knastgrupper, harpikslommer bark, råd, revner, reaktionsved og bakterieangrebne områder.
  • Målinger bør ske i overensstemmelse med den gældende standard EN 13183-2 – dvs. ⅓-del inde i trætværsnittet og med isolerede nåle, for at opnå korrekte og sammenlignelige fugtmålinger.
  • Husk at korrigere målingerne hvis træets temperatur afviger med mere end 5°C fra kalibreringstemperaturen på 20°C.

– og tag hensyn til

  • at træ, der er maskinelt tørret eller under tørring, ofte vil være fugtigere i midten af trætværsnittet end ved emnets overflader. Aflæses fugtmåleren samtidig med indbankningen af nålene, kan fugtindholdets fordeling i tværsnittet samtidig registreres.
  •  at stikbensmålere registrerer fugtniveauet på et meget lille areal. Derfor bør der foretages et antal målinger for at få et indtryk af træets gennemsnitlige fugtindhold, f.eks. mindst 3 målinger i hvert træemne. I massive gulvbrædder bør der måles ved begge ender, da densiteten i henholdsvis top- og rodende varierer.
  • at uisolerede nåle giver en mere usikker fugtmåling, fordi der er elektrisk kontakt med træet på hele nålelængden. Derfor vil det altid være den fugtigste del af træet som måles – også overfladefugt – og det kan give anledning til fejlmålinger.
  • at fugt på træs overflade normalt vil ændre den elektriske modstand og føre til fejlmålinger. Tilsvarende vil salte i imprægneringsmidler påvirke den elektriske modstand og føre til unøjagtige fugtmålinger.
  • at træfugtigheden i store trætværsnit bør måles på et eller flere prøvestykker, som udskæres til måling med fugtmåleren eller ved hjælp af ovntørremetoden.
  • at fugtmåling på færdigforarbejde emner, finerede materialer og lamelgulve sjældent er muligt uden at skade træets overflade med indstikshuller. Her vil det være mere hensigtsmæssigt at bruge en kapacitiv fugtmåler uden indstiksnåle – eller hvis muligt at foretages målingerne på bagsiden af træemnet for ikke at skade den færdige overflade.

Forhold der påvirker dine fugtmålinger med indstiksmåler

Træets vandindhold
Den elektriske modstand vokser betydeligt, når vandindholdet i træet aftager (når træet tørrer) - ca. 1.000 gange større ved 7% end ved 20% vandindhold.
Træarten
Den elektriske modstand varierer i træmaterialer afhængig af træartens densitet og indholdstoffer. Derfor skal der korrigeres for den aktuelle træart ved at indstille måleren til træarten eller korrigere målingerne ved hjælp af en medfølgende tabel.
Træets temperatur
Fugtmålerne er normalt indstillet til at måle ved 20°C. Er træet koldere eller varmere vil det give unøjagtige fugtmålinger. Derfor skal der korrigeres for træets temperatur ved at indstille måleren (f.eks. ved hjælp at en medfølgende føler, der bores ind i træet), eller korrigere målingerne ved hjælp af en medfølgende temperaturtabel.
Elektroders placering
Der bør altid måles i områder fri for knaster, harpikslommer, bark, råd, revner, reaktionsved og bakterieangreb, samt i god afstand til endetræ. Nålene skal placeres i træets fiberretning og med god kontakt mellem nåle og træ for at undgå upræcise måleresultater.
Isolerede elektroder
Uisolerede indstiksnåle kan give fejlmålinger, fordi de måler al fugt langs elektroderne - også overfladefugt. Isolerede nåle er mere præcise, og de eneste der er accepteret efter EN 13183-2.
Trædimension
Planker og tømmer, der er maskinelt tørret eller under tørring, vil være mere fugtige i midten af trætværsnittet end ved overfladen. Ofte er indstiksnåle ikke tilstrækkeligt lange på håndholdte målere til at nå ind. Her kan træfugtigheden måles med en hammerelektrode, på et eller flere prøvestykker, som udskæres til måling med fugtmåleren eller ved hjælp af ovntørremetoden.
Træplader
Hvis stikbensmålere skal anvendes til måling af fugt i træbaserede plader forudsætter det, at de er kalibreret til den specifikke pladetype/kvalitet.
Imprægneret træ
Fugtmåling i imprægneret træ vil normalt give fejlvisninger, fordi saltene i træet ændrer modstanden, med mindre fugtmåleren er kalibreret til det anvendte imprægneringsmiddel.